Miljøprofessor om landbrugspakke: Der er pyntet på virkeligheden

- Der er pyntet på virkeligheden og regnskabet.

Sådan siger Danmarks førende miljøekspert til TV 2, om regeringens landbrugspakke. Det sker efter miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen flere gange har fortalt Folketinget, at regeringens nye landbrugspakke vil være gavnlig for miljøet og mindske udledningen af kvælstof i havmiljøet. Det er nemlig ikke tilfældet i de første op til tre år, forklarer Jørgen E. Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet og sektionsleder for Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi.

- Umiddelbart betyder landbrugspakken jo en større udledning af kvælstof til miljøet. Det er først over to til tre år, at de tiltag, man vil gennemføre i landbrugspakken, vil føre til en mindsket udledning, fortæller han.

Ydre effekter kompenserer for  landbrugspakken

Ifølge Jørgen E. Olesen – der står bag centrale beregninger i landbrugspakken – opstår problemerne i den måde, som regeringen har fremlagt landbrugspakken. 

Der er nemlig blevet indlagt en række reduktioner i udledningen af kvælstof til miljøet, som ville være kommet under alle omstændigheder - og altså ikke er en del af landbrugspakken. Tværtimod er de ydre effekter, som f.eks. faldende landbrugsareal og mere økologisk jordbrug, med til at kompensere for effekterne af landbrugspakken og den øgede udledning til miljøet i op mod tre år.

Når ministeren udleverer en tabel, hvor det fremgår, at mængden af kvælstof i havmiljøet bliver forbedret allerede fra i år og frem til 2021, så er det forkerte oplysninger?

- Ja, det er i hvert fald ikke en effekt af landbrugspakken. Så på den måde er det misinformation. Man kan ikke sige, at dét, der bliver lagt frem, er forkert. Det er bare noget, der kommer til at se ud som, at det er en effekt af landbrugspakken. Og det er det ikke, siger Jørgen E. Olesen, der har siddet i Klimakommissionen, i Natur- og Landbrugskommissionen og var en af hovedforfatterne bag FN-rapport, som modtog en dels Nobels Fredspris i 2007.

Vil ikke lægge navn til ministeriets udregninger

Professoren fremhæver, at han ikke føler sig ført bag lyset, men at han ikke vil lægge navn til de udregninger, som ministeriet er kommet frem til.

- Men jeg synes, det er problematisk, at man ikke åbent lægger frem, at landbrugspakken i de første 2-3 år vil føre til en øget udledning. Og så kunne man have sagt, at man udover det naturligvis har en løbende reduktion af andre årsager, men at det ikke har noget med landbrugspakken at gøre: ”Vi vælger at sige, at det godt kan indgå som en kompenserende effekt.”  Så kunne man have haft en kvalificeret diskussion på det grundlag, lyder det fra Jørgen E. Olesen.

Kan du som forsker stå bag landbrugspakken?

Nej, i hvert fald ikke uden at man havde vedlagt en rigtig god forklaring på, hvorfor man har gjort, som man har gjort.

Opposition vil have minister i samråd

Også en anden forsker, der har leveret til ministeriet - Brian H. Jacobsen, der er seniorforsker ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet – belaster den politiske landbrugspakke miljøet

- Det afspejler ikke den faktiske miljøbelastning. Den metode puster miljøeffekten op, siger han til Berlingske.

Kritikken fra forskerne har fået de fem oppositionspartier til at kræve en forklaring fra miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) på, hvordan hun regner sig frem til, at en ny landbrugspakke er gavnlig for miljøet.

Ministeren er derfor  nu blevet kaldt i samråd.