- Helt usædvanlig udmelding fra DF: Løkke kan få det svært

Dansk Folkeparti smider partisansøm på vejen for regeringens trepartsforhandlinger. Det kan tvinge Lars Løkke Rasmussen til at revidere hele sin plan for forhandlingerne, lyder vurdering.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan blive tvunget til at revidere hele sin plan for trepartsforhandlingerne.

Sådan lyder det fra politisk kommentator, Søs Marie Serup, efter formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, i Berlingske lørdag melder ud, at det samlet set kan være en fordel for de ledige i Danmark, hvis trepartsforhandlingerne falder fra hinanden. Kristian Thulesen Dahl henviser tilDansk Folkepartis modstand mod Lars Løkke Rasmussens projekt med arbejdsmarkedets parter om at finde en løsning på at få integreret flygtninge og migranter på det danske arbejdsmarked.

- Det er meget opsigtsvækkende og helt usædvanligt, at et så stort et parti i Folketinget smider partisansøm på vejen foran en trepartsforhandling. Og for Lars Løkke Rasmussen er det meget ubekvemt, før de kommer i gang med det her område, som Lars Løkke Rasmussen har fremsat som den største problemstilling i det her århundrede, lyder vurderingen fra Søs Marie Serup.

- Måske alligevel nemmere at gøre som i gamle dage

Lars Løkke Rasmussen har i modsætning til tidligere delt trepartsforhandlingerne op i temaer, som skal håndteres et ad gangen. Han har samtidig meldt ud, at flygtninge- og integrationsudfordringen skal håndteres, før man kan gå videre med de øvrige temaer.

Men da også Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og LO-formand Lizette Riisgaard - på linje med Kristian Thulesen Dahl - har udtrykt bekymring for de arbejdsløse danskeres mulighed for at komme ud på det danske arbejdsmarked, kan statsministeren blive tvunget til at revidere sin plan:

- Det kan blive svært for ham, for når så afgørende spillere begynder at blande andre dagsordener ind i trepartsforhandlingerne, så er det måske alligevel nemmere at gøre i gamle dage, hvor man tog alle emnerne på en gang i et lukket lokale. For så bliver der lagt noget sukkerlage omkring den vitaminpille, der skal sluges, siger Søs Marie Serup.

Regeringen fastslår i det kommissorium, der er sendt ud til forhandlingsparterne, at ”trepartsdrøftelserne skal munde ud i konkrete initiativer, der styrker beskæftigelsen blandt nyankomne flygtninge og familiesammenførte.” 

Regeringen sigter efter, at der ligger en aftale klar ”inden midten af marts”.