Tal dog dansk, politiker!

Det er søndag. Dig og resten af forældregruppen er til den ugentlige puslingekamp - i regnvejr. Du står netop og tænker, at din blotte tilstedeværelse egentlig burde udløse en form for genetillæg til børnepengene, da en far ved siden af dig pludselig rører på sig. Den krølhårede mand sætter resolut kaffen på græsset, danner en ring med hænderne og megafonerer så ind mod banen; ”Den der aflevering, skat! Den vil jeg gerne kvittere for!” Du kigger undrende på manden uden helt at vide, hvad der lige er hændt dig. Uden at vide, at du netop har mødt en politiker ude i den virkelige verden.

Vi kunne kalde manden på sidelinjen for Morten Østergaard. Jeg ved ikke, om den radikale leder drikker kaffe, men jeg ved til gengæld, at han bruger udtrykket; ”at kvittere for” – ligesom størstedelen af alle de andre folkevalgte her i landet. Faktisk er sandsynligheden for, at udtrykket falder under en debat i salen efterhånden lige så stor, som for at Pia Kjærsgaard undervejs irettesætter et medlem af Enhedslisten for at tale for længe.

Men hvad betyder ”at kvittere for?” Ingen ved det helt præcist, men i praksis bruges det når politikere vil rose modstandere i salen. Uden helt at gøre det alligevel. Uden helt at kunne citeres for det.

Frederiksen kan også

Herregud, kunne du tænke. Er det et problem, at de der politikere bruger et udtryk, som ingen andre kaster ud mellem læberne? Ikke det fjerneste! - hvis altså ”at kvittere for” blot var det eneste eksempel på, at politikerne langsomt fjerner sig fra hverdagens sprogbrug. Der findes nemlig langt værre eksempler.

Tag nu bare frasen; ”på kanten af arbejdsmarkedet.” Fire små ord, der hver for sig giver mening, men samlet fremstår så tilpas vagt, at vælgerne reelt ikke ved, hvem og hvad der tales om. Der, hvor jeg kommer fra, ville vi kalde gruppen her for ”arbejdsløse” eller ”fyringstruede.” Det tror jeg også de fleste socialdemokrater ville. Alligevel var udtrykket et af Mette Frederiksens mest benyttede under de talrige reformer af overførselsindkomster som dagpenge og kontanthjælp.

Smag lige på det igen. ”På kanten af arbejdsmarkedet.” Ferskt. Vagt. Uden salt. Uden reel mening? Jeg ved ikke, hvem der har fundet på udtrykket, men det er næppe formuleret ude i skyllerummet på hospitalet. Derude hvor Mette Frederiksens egne vælgere gør sig umage for ikke at havne ”på kanten af arbejdsmarkedet.”

Vi springer videre, for det bliver endnu værre. ”Øget arbejdsudbud.” Et flittigt benyttet udtryk gennem de sidste mange år. Men hvad betyder det egentlig? Det ved de færreste. Faktisk viser en undersøgelse fra tænketanken Cevea, at hele 73 procent af danskerne ikke forstår betydningen af de ord, hvorom store dele af den dagsordensættende politik drejer. Et demokratisk problem? Så det synger!

Undersøgelsen fra Cevea viser, at såkaldte almindelige mennesker tror, at ”øget arbejdsudbud” betyder, at antallet af ledige stillinger øges, men reelt betyder det, at flere mennesker er klar til tage et job eller at arbejde en anelse mere.

Den trykkende skat

Ét spørgsmål står så tilbage. Hvordan skal vælgerne vurdere partier og politikere inden turen bag forhænget, når de reelt ikke ved, hvad de snakker om? Det er jo i og for sig torskedumt.

Der er ellers nok af kommunikationsfolk og retorikere på Slotsholmen. Onde tunger vil mene, at man kan fodre MRSA-ramte dyr med dem. Men hvorfor er de der? Fordi ord betyder noget i politik. Tag nu bare den martrede ”betalingsring” som Socialdemokraterne ville omringe hovedstaden med før valget i 2011. Mon ikke en retoriker med diplom havde kaldt den ”miljøringen?”

Det er mere spiseligt. Ja, vel nærmest helt appetitligt. Valget mellem ”betalingsring” og ”miljøring” er for øvrigt et godt eksempel på det der kaldes politisk framing, hvor bestemte ord og udtryk i sig selv rummer et politisk signal.

Tag bare ordet ”skattetryk”. Det lyder ikke rart. I hvert fald langt mere ubehageligt end venstrefløjens forhold til skatteprocenten herhjemme. Altså er ordet ”skattetryk” i sig selv et politisk signal skjult mellem bogstaverne. Emnet her kan I for øvrigt læse mere om i bogen ”Tag bladet fra munden - en introduktion til politisk framing.”

Hyllested er lige ud af posen

Der findes dog stadig politikere, der taler lige ud af posen. Enhedslistens Henning Hyllested er én af dem. Holdningerne er røde. Det samme er kinderne. Sirligt pudset af de sandkorn, pålandsvinden bringer med sig ind over havnen i Esbjerg.

Den forlod Henning Hyllested i 2011, og han tog sproget med sig. Heldigvis. Se bare denne korte meningsudveksling mellem Henning Hyllested og formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg Bjarne Laustsen (S) under et samråd i september sidste år.

- Det nægter jeg fandeme at tro på, at Dagpengekommissionen kommer med et udspil til!

- Tak til Henning Hyllested og må jeg samtidig opfordre til høvisk tale. Man behøver ikke at bande.

- Åh, hold nu kæft. 

Lidt banderi skader ikke

Lad mig slå fast. Jeg skal ikke være fortaler for at politikere bander, men det er sgu sjældent, at sætninger hvori eder indgår, fremstår vage og uforståelige. Måske ville det hjælpe mange politikere med bare et enkelt ”for fanden.” Bare så man kan mærke dem. Bare så de ikke formulerer sig så vagt, at de ender på halebenet mellem to stole, der straks efter sættes uden for døren af de vælgere, der burde stemme på dem.

Og ja, jeg ved skam godt at pressen også har en del af skylden. Men det er med blogs som det er med indsamlingsshows. Nogle gange tager man et valg. Et valg, som jeg håber at politikerne også vil tage. Et valg om at tale mere direkte fra hjertet - især herinde på Christiansborg, hvor jeg færdes.

Min erfaring er dog desværre, at politikere siger, hvad de mener, lige indtil de når det punkt, hvor de rent faktisk får noget at skulle have sagt i partiet. Men skulle det ændre sig, ja så står jeg selvfølgelig klar med kalkerpapiret for at kvittere!