Fotovogne deler vandene: Nødvendige eller åndssvage?

Aldrig er så mange danskere blevet fanget af politiets fotovogne på landevejene.

Sidste år fik 387.385 en kærlig hilsen i form af et girokort fra Rigspolitiet, fordi de er blevet fanget på den forkerte side af hastighedsgrænserne. Det gav 516,4 millioner kroner i statskassen. Det var faktisk mindre, end man havde regnet med, for selv om politiet tog 75 nye fotovogne i brug sidste år, var der en del tekniske problemer med dem.

Alligevel tøver Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen ikke med at kalde fotovognene for en pengemaskine.

- Det er ikke mit indtryk, at det altid handler om trafiksikkerhed. Når man holder på en lang lige landevej, ligner det, at det er et godt sted at få penge i kassen. Det har intet med trafiksikkerhed at gøre. Der er masser af strækninger, hvor det er fuldt forsvarligt at køre 90 kilometer i timen, og det er derfor, vi har stillet forslag om det, siger han til TV 2.

SF har et gratis trick

SF’s transportordfører Karsten Hønge ryster på hovedet over den udmelding. Han synes, fotovognene er et glimrende værktøj blandt mange andre. Nogen steder er det fotovogne, der er løsningen – andre steder et bump på vejen, siger han og giver et helt gratis tip til alle, der er trætte af fotovognene.

- Det er utroligt nemt at snyde fotovognene. Og jeg anbefaler alle at forsøge på at gøre det. Man kan bare køre efter hastighedsgrænserne.

Fotovognene indbragte over en halv milliard kroner sidste år. Er det ikke en pengemaskine?

- Fotovognene skal kun være på vejene af en eneste grund – nemlig af hensyn til trafiksikkerheden. Der er ingen andre grunde, der holder overhovedet. Det, der er sat kvoter for er altså ikke indtjeningen, men alene de timer, vognene skal være på vejene, siger Karsten Hønge.

DF: SF er lidt for hellige

Det er kun ”sund fornuft”, synes han.

- Når man køber vognene ind, vil man gerne sikre sig, at de ikke ruster på stationernes parkeringsanlæg. Derfor sætter man også indtægterne fra fotovognene på budgettet. Ikke for at få pengene, men fordi man ved, det kaster penge af sig. Alt andet ville da være useriøst.

Heller ikke det er Kim Christiansen enig i.

- Så skal vi til at budgettere med alle bødeindtægter - også når folk slår hinanden ned på gaden. Det, ville jeg synes, var decideret usmageligt. Lad nu de penge komme ind, der kommer ind, men de bør øremærkes til at lave bedre trafiksikkerhed, siger han, der mener, det er helt naturligt, at man sommetider får en fartbøde.

- Det er jo den velkendte hellige holdning. Vi ved alle sammen godt, at man nemt kan komme til at køre lidt stærkere. Vi skal have fat i fartsynderne, der ligger og kører 80 km/t, hvor der er børn i nærheden.

Men er det ikke rigtigt, at man bare kunne holde loven?

- Jo, det gør de fleste også det meste af tiden, men vi ved alle sammen, at når vi kører på en lige landevej kan vi nemt komme til at køre lidt stærkere, mens vi taler med sidemanden eller lytter til noget god musik. Det er helt menneskeligt, og det har ikke noget med trafiksikkerhed at gøre.

Politiet har siden sidste år rådet over i alt 100 fotovogne.