Se kortet: 37 kommuner åbner for kortere skoledage

Mere end hver tredje folkeskole er klar til at gøre skoledagene kortere.

Det viser en optælling, som fagbladet Folkeskolen.dk har lavet blandt landets 98 kommuner.

Ifølge bladet vil 37 kommuner nu gøre skoledagene kortere ved at indføre flere undervisningstimer med to voksne. Med den løsning er det nemlig acceptabelt at gøre dagene kortere.

Kommunernes afgørelse

I midten af januar sendte undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) et brev ud til kommunerne om, at det var op til kommunerne selv at gøre dagene kortere, hvis der var lyst til det.

Ud over de 37 kommuner har seks andre diskuteret muligheden på et udvalgsmøde og er tæt på en afgørelse.

Derudover vil ni af kommunerne ifølge folkeskolen.dk drøfte muligheden for at gøre det samme næste gang de lokale skolepolitikere mødes.

Skolerne tager ansvar

Ellen Trane Nørby understreger i et svar til folkeskolen.dk, at udviklingen er et tegn på, at skolerne tager "et lokalt ansvar".

- Vi har ikke de endelige tal for, hvor mange skoler der i år benytter muligheden, men når en række skoler har gjort det, tyder det på, at de er i gang med at implementere reformen på en måde, der passer til deres behov.

- Det ser jeg som et udtryk for, at de lokalt tager ansvar for at udfylde folkeskolereformens rammer, skriver hun til folkeskolen.dk

Jens Darket (V) fra børne- og skoleudvalget i Rudersdal Kommune besluttede onsdag også at åbne op for, at skolerne kan søge om at få lov til at forkorte skoledagene.

- Jeg synes ikke, at det er vores opgave at begrænse frihedsmulighederne. Hvis der er nogen, der kan se fordele ved at kigge på systemet på en anden måde end den gængse, sidder vi jo ikke og siger, at de ikke skal have lov, siger han.

Hvordan ser det ud i din kommune?

I 37 af landets kommuner er der åbnet op for kortere skoledage. Fem har sagt nej, mens resten endnu ikke har taget en beslutning.

De blå kommuner har åbnet op for kortere skoledage. I de røde kommuner har kommunalbestyrelserne officielt sagt nej til muligheden for at afkorte skoledagen. I de grå kommuner er spørgsmålet officielt diskuteret på et udvalgsmøde, men der foreligger ikke en endelig beslutning. Kilde: Folkeskolen.dk.