Regeringen vil sende hver anden flygtning i job

Det er ikke godt nok, når det i dag kun er hver anden ikke-vestlige indvandrer, der er i job efter at have været i Danmark i en årrække.

De flygtninge, der kommer til Danmark, skal i endnu højere grad kunne forsøge sig selv. I dag er det kun omkring hver tredje flygtning i beskæftigelse efter tre år.

Det skriver regeringen i de sigtelinjer, den har udstukket for trepartsforhandlingerne, som påbegyndes i dag med arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer.

- Det er slet ikke godt nok, at kun 3 ud af 10 flygtninge er i arbejde. Vi må stræbe efter, at mange flere nye flygtninge får et job. Det er regeringens sigtelinje, at hver anden flygtning kommer i arbejde, skriver regeringen i papiret.

Milliardgevinst forude

For hver fem flygtninge, der kommer i job, sparer samfundet omkring 1 million kroner på mindre udgifter til overførsler og ekstra skatteindtægter. Og hvis det lykkes at få hver anden flygtning i arbejde, vil de offentlige finanser ifølge regeringens beregninger blive forbedret med 2,5 milliarder kroner i 2020 og 5 milliarder kroner i 2025. 

Også kommunerne vil en få økonomisk gevinst ved at flygtningene kommer i job. Helt præcist vil kommunerne spare 140.000 kroner pr. flygtning, hvis vedkommende kommer væk fra offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet.  

Tidligere har regeringen lanceret, at en arbejdsgiver, der ansætter en flygtning, skal have en kontant bonus på 20.000 kroner.

Regeringen regner med at kunne gennemføre den nødvendige lovgivning i Folketinget inden sommerferien.