Espersen presset af britisk tv-vært: - Nu er du latterlig

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, gæstede torsdag programmet HARDtalk på BBC. Her blev han stærkt udfordret af værten Stephen Sackur i sit forsvar af den aktuelle danske flygtningepolitik.

I interviewet, der strakte sig over en halv time, skulle Søren Espersen blandt andet svare på, hvorfor hans parti støtter den såkaldte smykkelov, og hvorfor han med værtens ord mener, at ”det er nødvendigt at bombe civile, hvis man skal vinde kampen mod Islamisk Stat”.

BBC-værten Stephen Sackur gik i det hele taget hårdt til den danske politiker, og Søren Espersen blev undervejs presset så hårdt, at han sendte ord som ”unfair” og ”latterlig” i retningen af værten.

Mangel pĂĄ medmenneskelighed

Eksempelvis brød Søren Espersen sig bestemt ikke om, at den britiske vært spurgte, hvorfor den danske regering ”stripper flygtninge for alt af værdi over 10.000 kroner”.

Eller hans spørgsmål om, hvorvidt det ikke handler om ”et grundlæggende tankesæt med manglende medmenneskelighed” i især Dansk Folkeparti, som er Venstre-regeringens støtteparti.

Hertil svarede Espersen:

- Lad mig minde om, at Danmark er en velfærdsstat, og når asylansøgere kommer til landet, får de husly, tøj, lægetjek og sågar lommepenge, sagde Søren Espersen og fortsatte:

- Asylansøgere bliver behandlet præcis som danskere på kontanthjælp, når det kommer til værdigenstande.  

Overrabbiner bør skamme sig

Ud over ovenstående retorik, brød Søren Espersen sig heller ikke om at blive konfronteret med citatet fra den danske overrabbiner om, at der kan drages paralleller mellem dansk flygtningepolitik og noget af det, nazisterne gjorde mod jøderne under Anden Verdenskrig.

- Jeg mener, det er en fornærmelse og en helt anden historie. Og jeg mener, at overrabbineren bør skamme sig over den sammenligning, lød det.

Da samtale faldt på muslimske flygtninge og asylansøgere forklarede DF’eren, at denne gruppe for en stor dels vedkommende har vist sig svære at integrere i det danske samfund.   

Tidligere har Venstres Jacob Ellemann-Jensen været i krydsild på CNN, hvor han skulle forklare Danmarks stramninger på flygtningeområdet.