Regeringen vil rydde op i knive i nattelivet

Der skal gøres op med forvirrende og uigennemsigtige regler på knivlovgivningen, mens der skal slås hårdere ned på besiddelse af knive i nattelivet.

Det skriver Berlingske, der refererer fra det lovforslag fra regeringen, der torsdag skal førstebehandles i Folketinget.

- Vi kan desværre se, at knivstikkeri stadig florerer i større omfang. På denne måde bliver politiets opgave med at gennemtrawle nattelivet gjort meget nemmere, siger justitsminister Søren Pind (V) til Berlingske.

- Vi sender desuden et meget kraftigt signal om, at rockere og bandemedlemmer og kriminelle ikke skal gå med kniv. Hvis en tidligere voldsdømt bærer kniv under skærpende omstændigheder, så får man virkelig en kanonhård straf, tilføjer han.

Ifølge avisen henviser ministeren til større arrangementer som koncerter, fodboldkampe eller forsamlinger foran retsbygninger som skærpende omstændigheder.

Pind: Lov skal baseres på "sund fornuft"

Hvis man som tidligere dømt for vold eller trusler om vold fremover bliver stoppet med en kniv i nattelivet, kan se frem til 40 dages ubetinget fængsel mod tidligere 7 dage, skriver Berlingske.

Pind fortæller til avisen, at den nye knivlov skal baseres på "sund fornuft".

- Når hr. Hansen bliver stoppet med en schweizerkniv, så skal han ikke føre bevis for, at han skal skrælle et æble om en time, men bare med overbevisning kunne sige, at han plejer at bruge den til at skrælle et æble med, siger han og fortsætter:

- Er du så til operafestival i Søndermarken på Frederiksberg, må du gerne have en kniv med til at skære kagen. Det handler om sund fornuft.

Ifølge Berlingske bakker resten af blå blok op om forslaget, mens også Socialdemokraterne er positivt indstillet.