Pind om omstridt rapport: Flere undersøgelser mistænkeliggør politiet

Eksperter og politikere har i de seneste dage rejst tvivl om den evaluering, som Rigspolitiet selv lavede af indsatsen ved terrorangrebet

Og tidligere på tirsdagen krævede Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper, at der nu iværksættes en uafhængig undersøgelse af politiets indsats. 

Men justitsminister Søren Pind (V) maner til besindighed og mener ikke, at det er nødvendigt at iværksætte flere undersøgelser: 

- Jeg kan godt forstå de familiemedlemmer, der står tilbage med svære tab, men jeg bliver nødt til at sige, at min oplevelse er, at den politiske vurdering af det, der er skete, har været fin, siger justitsministeren,

Mistænkeliggørelse af politiet

Det er blandt andet oplysninger omkring øjenvidneberetninger og manglende skydetræning til politiet, der tilsyneladende ikke var med i politiets vurdering af indsatsen under terrorangrebet. 

Men selvom oplysningerne ikke var med i den rapport, der konkluderede, at politiet både var velforberedte og velorganiserede under angrebet, så mener justitsministeren ikke, at en ny undersøgelse vil bringe noget konstruktivt - snarere tværtimod 

- Det bliver en mistænkeliggørelse af politiet, siger Søren Pind til TV 2. 

Årsdag for terrorangrebet nærmer sig 

Ifølge justitsministeren har medierne været med til at piske stemningen op omkring årsdagen for terrorangrebene, og han mener, at man i stedet bør tage en smule afstand.

- For mig at se, er der behov for besindighed og arbejdsro, når vi nærmer os et-årsdagen for terrorangrebet. Der er rigeligt med evalueringer.

- Og ja, der skete nogle forkerte ting, men dem har vi lært af. Vi bør se frem til et-årsdagen med mere anstand, siger Søren Pind. 

Ifølge justitsministeren har et bredt antal af Folketingets partier her til aften været i dialog, og der er ikke et ønske om en uvildig kommission.