EL kræver uvildig undersøgelse om terrorangreb: - Rapport maler et glansbillede

Velorganiseret og velforberedt.

Det var rosende ord som disse, der blev brugt til at beskrive politiets håndtering af terrorangrebet i København i den redegørelse, som politiet selv stod for i kølvandet på angrebet.

De seneste dages afsløringer her på TV 2 har dog tegnet et noget andet billede af politiet, der ellers hidtil har været fremhævet for deres eksemplariske indsats.

TV 2’s afsløringer får nu Enhedslisten til at kræve en uvildig undersøgelse af forløbet.

- Allerede dengang havde vi en diskussion om, hvorvidt det var i orden, at politiet undersøgte sig selv, men vi troede, at det ville blive en ordentlig og selvkritisk gennemgang, og vi var i Enhedslisten tilfreds med evalueringen. Nu synes jeg godt nok, at verden ser noget anderledes ud, siger retsordfører Pernille Skipper og tilføjer:

- Om vi skal have en uafhængig instans permanent for fremtiden, det ved jeg ikke, men lige præcis dette angreb kunne jeg godt tænke mig en uafhængig undersøgelse af, for noget tyder på, at vi ikke helt har lært alt det, vi kan.

Maler et glansbillede

Kritikken af politiet går blandt andet på, at specialstyrkerne, der skulle stå klar netop i tilfælde af terrorangreb, ikke havde modtaget den påkrævede skydetræning.

Derudover var politiets tjenestevåben ikke kraftigt nok til at trænge gennem ruden ved Krudttønden, da kulturhuset blev angrebet af Omar El-Hussein, og derudover har den ansvarlige politiinspektør i øvrigt indrømmet, at politiet stod forkert placeret under angrebet.

Og det er alle afsløringer, som man hos Enhedslisten mener, at offentligheden burde være informeret om i redegørelsen.

- Når man ser så mange detaljer, der er afgørende, udeladt af en samlet rapport, så får vi nok desværre den tanke, at der er malet et glansbillede, og man kan være i tvivl om, hvad der ellers er udeladt af rapporten, så jeg er meget bekymret for det, siger Pernille Skipper. 

Uvildig undersøgelse afslørede væsentlige kritikpunkter

I Norge har man også erfaring med store interne undersøgelser i kølvandet på terroranslag. Blandt andet i 2011, hvor politiet iværksatte sin egen undersøgelse efter Anders Behring Breivik ugerninger i Oslo og på øen Utøya. 

Her valgte man siden at iværksætte en uvildig undersøgelse af forløbet, og det var en god ide, mener Alexandra Bech Gjørv, der er chef for forskninginstituttet Sintef, der stod bag redegørelsen. 

- Vi så på alle myndighedernes indsats, lige fra sundhedsssystemet, efterretningstjenesten og politiet og fandt væsentlige kritikpunkter, som ikke var kommet frem under politiets egen undersøgelse. Særligt omkring udvekslingen af efterretninger og politiets operative indsats, siger hun til TV 2. 

Du kan se hele interviewet med Alexandra Bech Gjørv herunder.