Finn Nørgaards søster: Det gjorde ondt, at Løkke kun nævnte Dan Uzan

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen tonede frem på landets tv-skærme 1. januar til den traditionsrige nytårstale, begyndte han med en hyldest:

- Dan havde mod. Modet til godhed. Han beskyttede gæsterne til en konfirmationsfest. Han passede på andre. Helt uden tanke for sig selv, lød det blandt andet fra statsministeren med henvisning til den ene af de to uskyldige danskere, der mistede livet i forbindelse med attentatet i København i februar sidste år.

Det andet offer – Finn Nørgaard – der blev dræbt ved Krudttønden på Østerbro, blev ikke nævnt med et ord.

Og det både ærgrer og undrer Finn Nørgaards søster, Helle Nørgaard, skriver Ekstra Bladet.

- Det gjorde virkelig ondt. Og jeg forstår ikke, hvorfor statsministeren kun nævnte et og ikke begge ofre. Så det blev jeg da enormt ked af. Det gjorde hele familien, siger hun til avisen.

Dagen forinden havde Dronningen i sin nytårstale sendt tanker til begge de dræbtes efterladte:  

- To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os. Mine tanker går til de pårørende til begge ofre, sagde hun.

Og det glædede Helle Nørgaard.

- Det blev vi meget glade for. Det er jo det, der gør, at det er til at holde ud. At vi oplever medfølelse, støtte og sympati. Men når Lars Løkke ikke nævner Finn i sin nytårstale, er det jo lige præcis udtryk for det modsatte: At han fuldstændig forbigår Finn, som om han ikke eksisterede.

Fik fransk hæder

I et skriftligt svar til Ekstra Bladet forklarer Lars Løkke, at ”tog udgangspunkt i ’årets dansker’, Dan Uzan, fordi inskriptionen på hans mindeplade minder os alle om, hvilket svar, vi sammen skal give terroristerne”. Her henviser Løkke til, at Dan Uzan i avisen Berlingske kort forinden var blevet kåret som årets dansker.

55-årige Finn Nørgaard, der blandt andet arbejdede som fotograf og instruktør, blev ifølge et øjenvidne dræbt, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein, som affyrede 28 skud mod kulturhuset Krudttønden, hvor den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks var tilstede.

Både Finn Nørgaard og Dan Uzan blev efter deres død hædret af den franske stat. Finn Nørgaard blev tildelt den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, mens Dan Uzan fik æresmedaljen Medaille de Courage.

Pia K.: Ikke rimeligt

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), forstår godt Helle Nørgaard frustrationer: 

- Jeg har haft samme tanke. Jeg har stort, stor respekt for dem begge to - og deres familier. Men det er rigtigt, at Finn Nørgaard er gledet for meget ud i glemslen, og det er ikke rimeligt, siger hun til Ekstra Bladet.