Blev Finn Nørgaard glemt? Derfor var det Dan Uzan, Løkke nævnte i nytårstalen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hyldede i sin nytårstale ét af ofrene for sidste års terrorangreb i København.

- Dan havde mod. Modet til godhed. Han beskyttede gæsterne til en konfirmationsfest. Han passede på andre. Helt uden tanke for sig selv, sagde statsministeren om Dan Uzan, der blev skudt ved Synagogen i Krystalgade af Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Men det andet offer – Finn Nørgaard, der blev dræbt ved Krudttønden på Østerbro tidligere på dagen – blev ikke nævnt med et ord. Og det ”gjorde virkelig ondt”, har Finn Nørgaards søster, Helle Nørgaard, mandag fortalt.

I et skriftligt svar til TV 2 forklarer Lars Løkke Rasmussen, hvorfor det var Dan Uzan, han fokuserede på i sin tale:

- Jeg tog i min tale udgangspunkt i "årets dansker", Dan Uzan, fordi inskriptionen på hans mindeplade minder os alle om, hvilket svar, vi sammen skal give terroristerne: ”Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker,” skriver Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, at Dan Uzan kort tid forinden var blevet kåret som Årets Dansker af avisen Berlingske.

Statsministeren uddyber, at han har kondoleret over for begge de to ofres efterladte:

- Jeg blev meget påvirket, da Danmark sidste år blev ramt af terrorisme. Vi mistede to danskere ved angrebet og flere politifolk blev såret. Derfor brugte jeg også dagene efter angrebet på at besøge betjentene, mindes ofrene og kondolere over for Finn Nørgårds og Dan Uzans efterladte, skriver han.

Statsministeriet oplyser desuden, at det længe har været planlagt, at Lars Løkke Rasmussen søndag – på årsdagen for attentatet – deltager i et arrangement, som Finn Nørgaard Foreningen afholder på Christiansborg. Og at statsministeren søndag ligeledes vil lægge blomster ved både Krudttønden og Synagogen i Krystalgade.

- Han er forsvundet i det her

Helle Nørgaard siger i mandagens udgave af Ekstra Bladet, at hun føler, at Finn Nørgaard ikke har fået den anerkendelse, han burde have haft.

- Jeg er rigtig glad for, at han har fået anerkendelse og er udnævnt posthumt til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres. Og selvom man ikke har samme tradition i Danmark, så undrer det mig, at det ikke giver anledning til, at man begynder på det eller en anden form for anerkendelse af, hvad Finn har gjort. Jeg synes, at han er forsvundet i det her, siger hun.

Samme kritik giver Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) udtryk for:

- Der har jo virkelig været meget omkring jul og nytår, hvor jeg synes, at Dan Uzan er blevet meget hædret – hvilket bestemt også er fortjent. Men jeg har tænkt: Hvor er Finn Nørgaard i alt det her? siger hun til Ekstra Bladet.

55-årige Finn Nørgaard, der blandt andet arbejdede som fotograf og instruktør, blev ifølge et øjenvidne dræbt, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein, som affyrede 28 skud mod kulturhuset Krudttønden, hvor den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks var tilstede.

Det sagde Løkke i nytårstalen

"God aften.

I december deltog jeg i et arrangement på en avis, som hvert år stiller sine læsere et på en gang simpelt og kompliceret spørgsmål: Hvem er årets dansker?

Læsernes svar var: Dan Uzan.

Dan Uzan blev brutalt skudt ned natten til den 15. februar, da Københavns synagoge blev angrebet.

På hans mindeplade står: ”Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.”

Dan havde mod. Modet til godhed. Han beskyttede gæsterne til en konfirmationsfest. Han passede på andre. Helt uden tanke for sig selv."

Læs hele talen her.