Humanister og fordomme

Må teater handle om politik? Kan et teater tage Dansk Folkeparti under behandling? Svaret er et indlysende ja. Mungo Park i Kolding har gjort det i forestillingen ”De stuerene”, som jeg havde fornøjelsen af at opleve denne weekend. Da jeg blev præsenteret for ideen før folketingsvalget sidste år – og blev tilbudt at skrive prologen til stykket – sagde jeg med det samme ja. Og jeg tilføjede, at det i grunden undrede mig, at ingen havde fået ideen før.

Teaterverdenen er en del af samfundet, og Dansk Folkeparti har, hvad enten folk nu synes om det eller ej, haft en afgørende indflydelse på dansk politik i over 20 år. Men Dansk Folkepartis indflydelse rækker jo langt ud over det politiske. Dansk Folkeparti har også været et varmt samtaleemne rundt omkring i landet. Det er partiet, som på en måde har tvunget alle til at tage stilling på et eller andet tidspunkt. For eller imod.

Da vi efter forestillingen i går indfandt os på en almindelig dansk landevejskro for at få noget at spise, mødte jeg et ældre ægtepar ved indgangen. Manden var vældig venlig og sagde, at ”han godt kunne lide mig, men aldrig havde stemt på mig”. Det irriterede mig faktisk. Hvad skulle det til for? Ville han have sagt sådan til en anden politiker? Handlede det om, at der stod andre i nærheden, og at han ikke ville indrømme det?

Men måske irriterede det mig endnu mere, fordi jeg netop havde set en teaterforestilling, der forholdt sig til Dansk Folkeparti og dansk politik på godt og ondt – og som indeholdt en opfordring til refleksion. 

”De stuerene” er godt teater. Forestillingen rammer ikke alene Dansk Folkeparti på kornet, men også partiets modstandere, som fra begyndelsen gjorde alt for at dæmonisere og udelukke partiet fra ”de godes selskab” – det er netop en af disse historiske ”figurer”, som er fortælleren i stykket. Folkene bag har virkelig præsteret et stort stykke arbejde. De kan deres politiske danmarkshistorie. De kan historien om Dansk Folkeparti. Det var bestemt ikke alle citater, jeg havde lyst til at blive mindet om. Det var heller ikke alle begivenheder. Men det var historien om mig og mit parti i et satirisk og eftertænksomt lys.

Hvad er godt teater? Det er vel netop, at der ikke er nemme løsninger, entydige svar eller klare holdninger. Netop brugen af politiske citater gennem forestillingen illustrerede den bevægelse i det politiske landskab, som kan tilskrives Dansk Folkeparti – navnlig da socialdemokratiske citater fra nutiden nemt kunne forveksles med udsagn fra Dansk Folkeparti.

Fortælleren var Poul Nyrup Rasmussen, manden bag den berømte ”stueren”-tale i folketingssalen. Han blev mere og mere desperat og hjælpeløs, efterhånden som forestillingen skred frem. Men også rådvild og medlidenhedsvækkende. Hans ”fortælling om Danmark” ville ingen rigtig lytte til. Hans indlysende krav på at definere Danmark ville færre og færre anerkende. Men på elegant vis tog stykket ikke stilling til, hvilken fortælling om Danmark, der er den rigtige.

Før jeg satte mig til rette i sædet, havde jeg ingen anelse om, hvad forestillingen handlede om. Det kunne måske være en pinlig omgang? Det kunne være den totale massakre på Dansk Folkeparti? Eller det kunne være en nedsabling af Pia Kjærsgaard? Men det var ingen af delene. Det var bragende godt teater. Det blev bestemt ikke leflet for Dansk Folkeparti – som sagt var der citater og begivenheder, jeg helst ikke ville blive mindet om. Men det var heller ikke nogen usaglig behandling. Tværtimod gav stykket midt i satiren og humoren også anledning til refleksion.

Og her er vi tilbage ved den ældre mand på kroen. Han var skam glad for at møde mig. Han ville gerne snakke. Men igen: hvorfor skulle jeg lige have den lille stikpille om, at han aldrig havde stemt på Dansk Folkeparti? Jeg har hørt bemærkningen mange gange før og er næsten blevet immun. Men måske var det Mungo Parks ”De stuerene”, som også fik mig til at reflektere over behandlingen af Dansk Folkeparti. Eller den kendsgerning, at andre teatre var hurtige til at afvise forestillingen, fordi den handler om Dansk Folkeparti.

Der findes stadig to standarder i dansk politik: Dansk Folkeparti og de øvrige partier. Men Mungo Park har gjort en indsats for at forstå fænomenet, og det har de gjort godt.