Hvis integration kun er en spareøvelse, virker det dårligt

Selvfølgelig giver det også mening at integrere flygtninge ud fra et økonomisk synspunkt, men vi skal passe på, at den måde, hvorpå vi taler om flygtningene, ikke spænder ben for integrationen.

Det er opløftende at opleve, at de fleste andre politiske partier er begyndt at prioritere integration af flygtninge højere. Det er et skridt i den rigtige retning, så hele diskussionen ikke kun handler om at holde så mange flygtninge som muligt væk. Øget integrationsindsats er også en helt nødvendig prioritering, hvis vi skal sikre, at vores samfund bliver bedre, når flygtningene bliver en del af befolkningen.

Der er dog stadig noget i den måde, mange politikere taler om integration på, der generer mig. Og som i min overbevisning er med til at besværliggøre den integration, som alle ønsker.

Flygtningene er en ressource

Jeg håber, at vi i fremtiden kan tale om behovet for integration, fordi vi glæder os til at få nye medborgere, venner, kolleger og kærester. Fordi vi ser flygtningene som en ressource, der kan tilføre Danmark noget. Fordi vi faktisk håber, at de lærer at tale dansk, at de opnår den tilfredsstillelse, det er at forsørge sig selv. Fordi vi ønsker, at de kommer til at føle sig rigtigt hjemme i Danmark.

Hvis vi kun ønsker, at de kommer til at forstå dansk og få et job, så de ikke bliver en byrde for Danmark, ja så blokerer vi for den bedste integration. Vi bliver nødt til at ville integrationen, fordi vi vil både dem og os det bedste.

Det skal man kunne høre, når vi taler om det. Og på det punkt er der plads til forbedring. Hvis man tænker på, hvordan omtalen af flygtningene fra Balkan var i begyndelsen af 1990erne og sammenligner med tonen i dag, er der sket en markant forråelse, selvom der faktisk kom flere flygtninge til Danmark under Balkan-krigen, end der gjorde i fjor.

Når vi taler om integration som et middel til at slippe af med et problem, bliver det naturligvis bemærket af de, der prøver at blive integreret. Hvis vi taler om det som en spareøvelse, ikke som en mulighed for at skabe et bedre liv og god sameksistens, ja, så virker integrationen dårligt.

Og så er det, at de ressourcestærke nytilkomne får nok og rejser væk. Som den højtspecialiserede iranske datalog Ali, en topskatteyder, der, som omtalt i Berlingske, for nylig sagde op i en dansk virksomhed og flyttede til Sverige – frustreret over at blive stigmatiseret.

Vi kan maksimere potentialet

Integration handler for mig at se om at maksimere potentialet, ikke om at begrænse de mulige negative konsekvenser. Selv hvis vi ikke bliver bedre til at integrere, er flygtningetilstrømningen til Danmark ikke af et sådant omfang, at den truer med at undergrave velfærdsstaten. Langt fra.

Derfor er det også godt, at der nu er fokus på at integrere de, der kommer til Danmark. Den opgave har Venligboerne og andre frivillige aktivister, en lang række en de danske virksomheder og i øvrigt også landets kommuner på fornemmeste vis været i gang med i lang tid.

Således har afsættet for at sætte skub på integrationen aldrig været bedre. Værktøjerne, velviljen og medmenneskeligheden er til stede, og vi skal bare gribe ud og gøre brug af dem. Det er derfor også på tide, at Christiansborg kommer på omgangshøjde og lærer af alle de gode erfaringer, der bliver gjort rundt omkring i Danmark netop nu. Dem skal vi understøtte og videreudvikle fra politisk hold. Sådan sikrer vi god integration.