Flere S-formænd: Vi er gået for langt i udlændingepolitikken

Onsdag har stået i baglandets tegn for Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen. Først i form af et borgmestermøde i Horsens, og i aften holder hun telefonmøde med kredsformændene i partiet. Og noget tyder på, at der bliver nok at tale om.

TV 2 har i løbet af tirsdag og onsdag været i kontakt med 27 socialdemokratiske kredsformænd. Rundspørgen viser, at lidt over hver femte synes, den socialdemokratiske linje i udlændingepolitikken er for stram.

Samtidig svarer 37 procent, at partiet har indgået for mange kompromisser med de borgerlige partier om udlændingepolitikken.

- Et tarveligt trick

Peder Schlätzler-Larsen, der er formand for Socialdemokraterne i Sundbyøsterkredsen på Amager, er en af dem, der ærgrer sig over, at Socialdemokraterne forleden gik med i det stærkt omdiskuterede lovforslag L87.

- Jeg mener, man med den såkaldte smykkelov driver symbolpolitik og fodrer den indre svinehund. Det skal ikke være sådan, at man som flygtning behandles ringere end danske statsborgere, siger han til TV 2.

Han finder det "rent ud sagt provokerende", at myndighederne med vedtagelsen af L87 nu har mulighed for at beslaglægge flygtninges ejendele, hvis de har en værdi over 10.000 kroner og samtidig ikke har affektionsværdi.

- Jeg synes, det er et tarveligt trick. Det tjener ikke noget konstruktivt formål at beslaglægge værdierne, siger Peder Schlätzler-Larsen.

Han mener, man kunne give flygtninge samme besked som danskere med værdier, der ansøger om at få offentlige ydelser: Sælg jeres værdier og søg igen, når pengene er brugt.

Hver tredje afviser L87

Direkte adspurgt om kredsformændene kan bakke op om netop de seneste stramninger af udlændingeloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog forleden i form af L87, svarer hver tredje, at vedkommende ikke kan støtte forslaget.

Det kunne tre medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe heller ikke. Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og Daniel Toft Jakobsen stemte alle imod, selv om resten af partifællerne stemte ja.

En af de kritiske røster i baglandet er Annelise Knudsen, der er kredsformand for Socialdemokraterne i Struer.

- Jeg synes, man er gået for vidt, når man lader flygtninge vente tre år på familiesammenføring. Jeg er indforstået med, at der skal ske nogle stramninger, men tre år er for lang tid, siger hun til TV 2.

Heller ikke den stærkt omdiskuterede paragraf om konfiskering af værdigenstande er en idé, der er vokset i Annelise Knudsens have. Hun ser frem til aftenens telefonmøde med partiledelsen.

- Jeg synes, ledelsen er god til at stille op, og jeg ser frem til at få en forklaring. Men jeg tror ikke, jeg efter vores snak i aften vil ændre holdning, siger hun.

Partiformand Mette Frederiksen har onsdag aften afsat en time til telefonmødet med de i alt 92 socialdemokratiske kredsformænd.

Se mere om sagen i 22Skammelsen i aften.