Brexit – og hvad så?
Når David Cameron fredag morgen den 24. juni går ud af døren i Downing Street 10 og sætter sig ind i Jaguaren for at køre til dronningen på Buckingham Palace for at meddele sine afgang som premierminister for De forenede Kongeriger, hvad sker der så?
Hvad sker der i England? Hvad sker der i Storbritannien? Hvad sker der i De forenede Kongeriger? Og hvad sker der i Europa, når Brexit er en realitet efter et ”Nej” ved folkeafstemningen den 23. juni?
Det eneste vi ved, er at der sker helt enormt meget. Det, der for nogle vil være opfyldelsen af deres livs drøm, vil for mange andre nærme sig en katastrofe.
Cameron ud – Skotland ind
Det sikre er, at David Cameron må gå. Det har han på forhånd gjort klart. Og der er tre mulige kandidater til posten. Man fristes til at sige: Den gode, Den Onde og Den helt Ukendte.
Cameron og hans nærmeste vil satse på, at finansminister George Osborne får posten. Han er det absolut stærkeste medlem af Camerons kabinet i dag. De to styrer i det store og hele landet uden at tage større hensyn til de øvrige ministre. Så Osborne er symbolet på kontinuitet. Og både i resten af Europa og i USA vil man sætte pris på, at det bliver ham. I en kaotisk situation håber alle på det sikre kort.
Men ”Den Gode” bliver måske overhalet af ”Den Onde”. Min gamle kollega fra pressekorpset i Bruxelles, Boris Johnson, er i dag overborgmester i London. Han tæller i dag på knapperne, om han skal støtte Brexit-kampagnen, men har foreløbigt afvist at stå i spidsen for den. Han er ustyrligt morsom, utroligt velformuleret som journalist, og hans største drøm er at blive premierminister. Hvis Cameron falder, vil mange af EU-modstanderne i partiet støtte ham. Andre vil korse sig.
”Den (i udlandet) helt Ukendte” er indenrigsminister Theresa May. Også hun har afvist at anføre Nej-kampagnen. Hun er lige så ambitiøs som Boris Johnson og er klar til at springe til. Kolleger omtaler hende som ”overbevisnings-fri”. Hun er kort sagt pragmatiker og anses for at være mere driftssikker end den alt for sjove Boris Johnson.
Det næste, der vil ske, er at lokalregeringen i Skotland vil forlange en ny folkeafstemning med henblik på at forlade Det forenede Kongerige.
Det har førsteminister Nicola Sturgeon i Edinburgh forlængst gjort klart. Hendes parti tabte folkeafstemningen i Skotland i 2014. Men hvis briterne forlader EU, har hun alle muligheder for at få et ”Ja” til at vende ryggen til englænderne og i stedet melde Skotland ind i EU og i Nordisk Råd. Og så går Det forenede Kongerige i opløsning.
Går EU i opløsning?
Spørgsmålet om, hvad der sker med resten af EU, er det daglige mareridt både i Europa og USA. Sandsynligheden er dog, at de fleste lande vil rykke tættere sammen. For alternativet risikerer både velstand, velfærd og i sidste ende også freden i Europa.
Det første skridt vil være, at eurozone landene strammer samarbejdet. De indrømmelser til London, som man har givet her i foråret for at holde på briterne, bortfaldet.
Store lande som Frankrig, Italien og Spanien vil ønske et klarere samarbejde i eurozonen for at begrænse Tysklands magt.
Man samtidig vil Ruslands præsident Putin gøre sig ekstra anstrengelser for at splitte EU, når briterne står udenfor. Og der kan også ske det, at lande som Polen og Ungarn, som er utilfredse med Tysklands åbne døre for flygtningene, vil skabe yderligere uro i EU.
Men meget afhænger af USA. USA under præsident Obama satser på så stærkt et EU som muligt.
Men der vil selvsagt opstå problemer inden for NATO, hvor briternes samarbejde med Frankrig og Tyskland kan falde sammen.
Forholdet til Skotland vil løse sig. Når England har meldt sig ud, er der ingen argumenter for at afvise Skotland, selv om Spanien indtil nu har afvist skotterne.
Men kan Danmark overtage nogle af de indrømmelser, der her i foråret gives til briterne. Det kan være at droppe en del af velfærdsydelserne til indvandrere. Det kan være indrømmelser til ikke-euro lande.
Slagsmålet om flygtningestrømmen med EU vil næppe ændre sig. Briterne tager i det store og hele ikke mod flygtningene.
Hvem betaler prisen?
Det er dusinvis af forsøg på beregninger af konsekvenserne af Brexit. EU modstanderne i London mener, at Brexit bliver et plus for briterne. Industrien siger det modsatte. Ingen ved, om bankerne i Londons City vil sive til Frankfurt, Singapore og Hongkong, eller om industrien vil gøre noget lignende. Men de håber alle på at undgå Brexit.
Dagbladet The Guardian anslår, at briterne skal betale 110 milliarder kroner ekstra i told i EU, hvis ikke de får en særlig aftale. Det varer til 4.000 kr. om året pr. familie.
Den tidligere konservative premierminister John Major advarer om, at man vil få en elendig aftale med EU.
Under alle omstændigheder ventes det, at forhandlingerne vil tage mindst to år, og at selve Brexit-processen vil stå på i 10 år. Og fire af fem virksomheder regner med, at de får problemer med at eksportere til EU landene.
Analyseselskabet Global Counsel vurderer, at produktiviteten normalt vokser dobbelt så hurtigt hos de virksomheder, der eksporterer til EU som hos resten. Hvordan går det så, når man ikke længere bliver holdt til ilden af konkurrencen fra Europa? Og instituttet noterer, at samhandelen med EU har øget handelen med 1.300 milliarder kroner på årsbasis.
Disse tal siger ikke, hvad slutresultatet bliver. Men de antyder, at det bliver dyrt både for briterne og for de øvrige 27 lande i EU.