Regeringen gør folkeskolerne til et egoistisk shoppekatalog

I dag offentliggør regeringen sit nye ”åbenhedsinitiativ” for folkeskolerne i Danmark. Fremover kan forældre dermed shoppe ind på undervisningsministeriets hjemmeside og sammenligne alle landets folkeskoler og blive oplyst om elevernes karaktersnit, etnicitet, fravær og meget mere.

Umiddelbart kan det jo lyde godt med mere åbenhed, men for mig at se, så er dette initiativ mest af alt med til at degradere Danmarks folkeskoler til et katalog, hvor de ressourcestærke forældre kan sidde og vælge og vrage i mellem de skoler, der har de bedste karakterer og de elever med en bestemt hudfarve.

Initiativet er endnu et naturligt skred mod konkurrencestatens dogmer, hvor man i højere grad ser skolerne som hinandens konkurrenter end som en del af et fælles folkets skole i Danmark..

”Er vores skole dårlig?”

Da jeg arbejdede på en skole i Køge, havde jeg en oplevelse, som jeg ikke glemmer. Efter en idrætstime med en 3.klasse fuld af skønne og dygtige børn kom tre af eleverne over til mig. De havde et avisudklip med fra Søndagsavisen, hvor en rangliste over alle landets skolers karakterer stod optrykt.

En af pigernes mor havde klippet listen ud fra avisartiklen og markeret pigernes skole og min arbejdsplads med tusch. Pigerne viste mig den og spurgte mig så: ”Er vores skole en dårlig skole?” Skolen lå placeret midt på listen.

Ranglister hjælper ikke skolerne

Jeg svarede nej og fortalte eleverne, at der er mere i verden end karakterer. Men hvad skulle den liste egentlig have hjulpet på? Hvordan skulle den have gjort situationen bedre for de skoler, der i forvejen har det svært? Risikoen er jo, at de ressourcestærke forældre flytter deres børn til en anden skole, der har bedre karakterer, og så er den tilbageladte skole endnu ringere stedt. 

I stedet for at rangliste skolerne bør kommunalbestyrelserne, skolebestyrelserne og skoleledelserne give ekstra ressourcer og lave målrettede strategier for de skoler, hvor der er højt fravær og lav trivsel.

Regeringens shoppekatalog vil bare gøre det endnu sværere for de folkeskoler, der har det svært. Og i min optik har vi et samfundsansvar for at få alle vores folkeskoler til at klare sig godt. Ikke kun den vores egne børn går på.