Kristian Jensen får regeringens første næse: - Et bump på vejen

Et flertal i Folketingets udenrigsudvalg bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti har tirsdag eftermiddag vedtaget at give udenrigsminister Kristian Jensen (V) en næse.

Det skete ved at vedtage en såkaldt beretning, der uddeler en kraftig kritik af ministeren.

Størrelsen på næsen, som han fik for at ignorere et beslutningsforslag fra SF om at droppe besparelserne på udviklingsbistanden, beskrives af SFs medlem af udvalget, Holger K. Nielsen, som ”kæmpestor”.

- Det er særdeles kontant, det vi udtaler her. Jeg er overbevist om, at regeringen vil huske fremover, at det ikke går at være totalt ligeglad med hvad Folketinget bestemmer, siger han til TV 2 efter mødet.

V: Direkte uansvarligt at gøre andet

Holger K. Nielsen er sikker på, at det ikke vil gentage sig.

- Vi har et parlamentarisk demokrati, hvor der ikke er nogen over og ved siden af Folketinget. Derfor er regeringen nødt til at rette sig efter hvad Folketinget bestemmer. Udvalget har nu sagt, at det ikke går, lyder Holger K. Nielsen.

Udenrigsministeren var bortrejst i dag, og det var derfor Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, der tog imod næsen.

- Det tager vi til efterretning. Vi er uenige i begrundelsen. Vi synes det var direkte uansvarligt at gå ud og bruge 1,4 milliard kroner i december sidste år i lyset af den økonomiske situation, Danmark er i, siger han.

Næser er helt almindelige, når skiftende regeringer ignorerer flertal i Folketinget, fastslog ordføreren.

- Det er altid alvorligt, når et folketingsflertal gør det her, men det er et bump på vejen. Vi ser fremad og regner med et godt og konstruktivt samarbejde, ikke mindst i blå blok, lyder det fra Michael Aastrup Jensen.

SF øjner muligheder

Holger K. Nielsen ser muligheder i den sprække, der er opstået mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti om udviklingsbistanden, hvor partiet undlod at stemme for SFs beslutningsforslag – og i dag har lagt stemmer til næsen.

- Vi har en forhåbning om, at vi kan få en diskussion med Konservative om det, siger Holger K. Nielsen.

Næsen vil ikke få direkte konsekvenser for Kristian Jensen, der også fik et par næser sidste gang, han var minister.

Både i 2009 og 2010 modtog han nemlig næser af den grovere slags. Da han var skatteminister i 2009, administrererede hans ministerium efter en skattereform, før den var vedtaget i Folketinget, hvilket var grundlovsstridigt. Det kostede ham en næse, og det gjorde det også, da han i 2010 ikke nedbragte borgernes og virksomhedernes gæld til det offentlige.