Hvorfor ikke en kanon over kanoner?

Danmark skal have en kanon. Igen.

Denne gang er det en Danmarkskanon, som vores kulturminister har set sig varm på. Vi skal ellers ikke mere end nogle år tilbage i tiden, for at finde det sidste borgerlige ønske om at kanonere. Måske vi skal begynde at overveje, om vi skal lave en kanon over kanoner. Med alt fra en kulturkanon, litteraturkanon, designkanon, arkitekturkanon til demokratikanon, historiekanon, og nu en ny Danmarkskanon, skal vi måske passe lidt på, at der ikke går inflation i kanonerne.

I 2005 stod Brian Mikkelsen som daværende kulturminister i spidsen for kulturkanonen. Et projekt, som aldrig rigtig fik den betydning og indflydelse, som man havde håbet på. Den er faktisk aldrig rigtig blevet brugt til noget som helst, foruden debatten i de indforståede kredse, som i forvejen diskuterer kulturen. I Socialdemokratiet bakker vi dog alligevel op om forslaget om, at definere de vigtige danske perioder, værdier og bevægelser, som har haft en afgørende indflydelse på det Danmark vi kender i dag.

En afledningsmanøvre?

Og her er det jo i sig selv nogle fine kandidater til en kanon, som Bertel Haarder nævner. Blandt andet er arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og kvindernes frigørelse alle en del af historien om den danske model, og den synes jeg er vigtig at fortælle og holde fast i. Men man kan alligevel ikke undgå at få den tanke, at Bertel Haarders nye Danmarkskanon også fungerer som en afledningsmanøvre fra de meget store kulturnedskæringer, som regeringen har indført. På samme måde, som da Brian Mikkelsen indførte sin kulturkanon.

For det er jo ikke nok at definere en vigtig kulturhistorisk arv. Den skal også formidles ud til danskerne, skoler, kulturinstitutioner mm., for at blive brugt til noget. Derfor forventer jeg, at kulturministeren og kulturministeriet tager tidligere erfaringer alvorligt, ellers er det for mig svært at se formålet. Vi skal ikke ende med en ny dyr kanon, som ikke når ud til befolkningen, og som udelukkende fungerer som samtaleemne for de indviede.

Kontraproduktive nedskæringer

Hvis en Danmarkskanon skal have mulighed for at blive en succes, må man jo have en plan for, i hvilket format og på hvilke platforme, den skal formidles, og hvilke målgrupper, man i særdeleshed forsøger at nå. Set i det lys er det jo særdeles kontraproduktivt, at regeringen og Bertel Haarder skærer så voldsomt på netop formidlingen af kultur, på museer og på de kulturinstitutioner, som netop arbejder med at udvikle og formidle kulturen - både i Danmark og i udlandet. Også her må vi konstatere at regeringen  siger ét, men gør noget andet.

Kulturministeren siger, han er inspireret af den italienske premierminister Renzi, som med en milliardsatsning vil fremme integrationen, og bekæmpe islamister gennem en kulturel oprustning.

Problemet er blot, at regeringen her i Danmark gør det stik modsatte. De står i spidsen for kulturel nedrustning, og det fremmer ikke formidlingen af dansk kulturarv og danske værdier.