Nu skal Danmark forsvare smykkeloven i EU-Parlamentet

To danske ministre er lige nu på vej til Europaparlamentet, hvor de mandag eftermiddag stiller op til diskussion om de nye danske asyllove, der har fået international opmærksomhed på grund af muligheden for at tage smykker og andre værdier fra asylansøgere.

Den amerikanske avis Washington Post skrev således i december, at "tanken om at beslaglægge smykker fra mennesker, der flygter, har en særlig bitter smag i Europa, hvor nazisterne konfiskerede store mængder af guld og andre værdigenstande fra jøder og andre".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kaldt den såkaldte smykkelov for den måske mest misforståede lov i danmarkshistorien, og lovforslaget, der ventes endeligt vedtaget tirsdag, er blevet justeret flere gange undervejs for at dæmpe kritikken.

"Grove misforstĂĄelser"

Nu skal både udenrigsminister Kristian Jensen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) så forklare bekymrede medlemmer af Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg, hvad det hele går ud på.

- Det er klart min oplevelse, at der har været nogle grove misforståelser. Jeg glæder mig til at få lejlighed til at sætte det på plads, har Kristian Jensen på forhånd sagt til Ritzau.

Han siger også, at Danmark er blandt de lande i verden, der har taget imod flest asylansøgere, og som gør mest for flygtninge i nærområderne.

Samtidig har han - uden at nævne navne - beskyldt danske EU-parlamentarikere for at have været aktive for at skabe en dårlig stemning omkring Danmark.

Radikal kritik

Ifølge Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Anders P. Vistisen er det især SF og De Radikale, der er ansvarlige for Danmarks blakkede ry i Europaparlamentet.

EU-parlamentsmedlem Jens Rohde (R) afviser kritikken og kalder det dybt naivt at tro, at regeringen kan føre en aktiv markedsføringskampagne for at afskrække flygtninge fra at komme til Danmark, uden at nogen begynder at spørge til, hvad der foregår.

- Det er noget provinsielt ynk. Det viser, at regeringen tror, den lever på en øde ø, siger Jens Rohde, der i december skiftede fra Venstre til De Radikale i protest mod netop asylpolitikken.

Mødet i Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg begynder klokken 15 mandag eftermiddag i Bruxelles.