Ved teatrene overhovedet, hvad de taler om?

Meget hurtigt har flere teatre afvist at bringe Mungo Parks forestilling ”De stuerene”, der handler om Dansk Folkeparti. Det kan undre mig, at ”kultureliten” ikke er kommet længere de sidste to årtier. Hvem er i grunden de ”konservative” og bornerte, når det kommer til stykket? Hvem klamrer sig krampagtigt til fortiden? Hvem er fordomsfuld?

Når teatrene på forhånd vælger at afvise forestillingen, skyldes det, at jeg selv har skrevet prologen. Dermed tror de måske, at jeg har blåstemplet indholdet på forhånd. Men tro det eller ej, jeg aner faktisk intet om, hvad stykket kommer til at handle om. Er det ikke ærgerligt at have sagt nej til teaterforestillingen, hvis den nu viser sig være stærkt negativ overfor Dansk Folkeparti?

Jeg er spændt på at se stykket. Da jeg sagde ja til at skrive prologen, havde jeg ikke skyggen af en anelse om, hvordan forestillingen bliver, eller hvordan Dansk Folkeparti bliver skildret. Det ved jeg stadig ikke. Men nogle gange må man tage chancen, og da jeg blev tilbudt at skrive prologen, sagde jeg uden at tøve ja tak, for jeg tænkte, at så har jeg da i det mindste haft en lille smule indflydelse på en del af indholdet.

Det er fint, at teatre ikke lider af berøringsangst over for politikere eller politiske partier. Ingen emner må være tabu. Jeg forventer bestemt ikke, at teaterforestillingen er nogen hyldest til Dansk Folkeparti, og det skulle den da også nødig være. Det er netop en af kunstens opgaver at kritisere og reflektere – og at sætte tanker i gang hos publikum-  vel at mærke uden at tænke for folk, for det skal de nok klare selv.

Jeg betragter ”De stuerene” som en anerkendelse af den politiske rolle, som Dansk Folkeparti har spillet, hvad enten udgangspunktet så er positivt eller negativt. Derfor forventer jeg nok også en slags kritisk stillingtagen og elementer af satire – ikke kun i forhold til Dansk Folkeparti, men hele det danske politiske landskab.

Prologen kender jeg. Men resten af indholdet er som sagt ukendt territorium. Det bliver derfor med stor spænding, jeg sætter mig til rette i sædet, når forestillingen er gået i gang. Det samme håber jeg, at andre gør, før de på forhånd fejer ”De stuerene” af banen.