S-politiker skifter til Alternativet i protest mod asylpolitik

Den socialdemokratiske gruppe i Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse er onsdag blevet et medlem mindre. Formanden for kommunens sundhedsudvalg, Mads Holdgaard, har meldt sig ud og er i stedet blevet medlem af Alternativet.

Det sker i protest mod den socialdemokratiske linje i udlændingepolitikken. Det er ”chokerende”, at partiet i så høj grad bakker op om regeringens politik, mener han.

- Jeg er sikker på det handler om en proces, hvor Socialdemokraterne og jeg desværre har udviklet os i hver vores retning. Skellet er nu for stort til, at jeg føler mig til rette i partiet, og jeg kan derfor ikke længere stå på mål for de værdier Socialdemokraternes folketingsgruppe i dag repræsenterer, siger Mads Holdgaard til TV 2/Fyn.

Alternativets anden lokalpolitiker

Over for Fyens Stiftstidende omtaler han Socialdemokraterne som ”en hybrid af Venstre og Dansk Folkeparti”.

I den seneste tid har det ellers særligt været Venstre, der har måttet sige farvel til medlemmer, som har været utilfredse med udlændingepolitikken. Senest Michael Gatten fra København, der lørdag meldte sig ind i Radikale Venstre.

Med Mads Holdgaard får Alternativet sit andet byrådsmedlem. Melanie Simick, der er valgt for SF i Mariagerfjord Byråd, forlod 4. januar sit parti til fordel for Alternativet.

Fremover vil Socialdemokraterne have seks folkevalgte i Faaborg-Midtfyn.