EL kritiserer endnu en udtalelse fra nytårskur: - Støjberg digter

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) måtte i sidste uge beklage, at hun på en nytårskur hos Venstre i Frederikhavn 8. januar sagde, at børnene i en daginstitution i Aalborg ikke fik svinekød til frokost. Det passede ganske enkelt ikke.

Men i sit oplæg til forsamlingen rundede Inger Støjberg også de stærkt omdiskuterede annoncer om de danske udlændingestramninger, som regeringen har indrykket i flere mellemøstlige aviser. Annoncer, som andre lande også har indrykket, lod hun forstå.

- Først kom der en enorm kritik af, at der var strammet op – og så kom der en enorm kritik af annoncerne. Jeg må bare sige, at alle andre lande omkring os strammer op. Og alle andre lande omkring os er altså også begyndt at annoncere, lød det fra Støjberg.

- Tyskerne annoncerer, svenskerne er faktisk i gang med at annoncere, nordmændene har gjort det efter os, belgierne gør det, østrigerne gør det, alle gør det. Og det er selvfølgelig fordi vi er pressede alle sammen. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Man vil komme til at se opstramninger i udlændingepolitikken i mange europæiske lande, sagde hun.

- Det er temmelig sølle

Men hvem sagde hun egentlig, der har indrykket annoncer? ”Svenskerne”. Kort forinden nævner Støjberg, at en række regeringer har indført stramninger i lighed med den danske regering. Så spørgsmålet er hvordan "svenskerne" skal forstås. 

Enhedslistens udlædningeordfører Johanne Schmidt-Nielsen er ikke i tvivl.

- Det kan jo simpelthen ikke opfattes på andre måder, end at den svenske regering har indrykket annoncer ligesom Danmark. Og det er mig bekendt ikke sandt. Det er ærlig talt temmelig sølle, at Støjberg digter historier for at legitimere sin egen politik. Først den om børnehaven hvor hamburgerryg var forbudt. Og nu det her med svenskerne som heller ikke passer, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Sveriges justitsministerium bekræfter

I en mail til Avisen.dk og til bloggeren Frank Poulsen oplyser Mattias Wahlstedt, der er chef for enheden for migrations- og asylpolitik i det svenske justitsministerium, Justitiedepartementet, at den svenske regering ikke har indrykket annoncer - ligesom han heller ikke har hørt om, at man har planer om at gøre det.

Den svenske regering har derimod tidligere kritiseret de danske annoncer. 

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg afviser over for TV 2, at hun refererede til den svenske regering.  

- Jeg siger ikke, at den svenske regering har indrykket annoncer. Jeg siger, at der er blevet indrykket annoncer fra Sverigedemokraterna. Der er indrykket annoncer fra en lang række lande blandt andet også fra Sverige, siger hun til TV 2.

Du siger blot "svenskerne"?

- Jeg mener Sverigesdemokraterna, siger Inger Støjberg.

Risikerer at ødelægge godt naboskab

Og det er ganske korrekt, at Sverigedemokraterna har indrykket en række annnoncer for at skræmme migranter fra at søge til Sverige. Det bekendtgjorde det stærkt indvandringskritiske parti tilbage i oktober.

Johanne Schmidt-Nielsen køber dog ikke Støjbergs forklaring.

- Der er da ingen, der hører det citat, som tror det er Sverigesdemokraterne, hun taler om. Hun står jo og fortæller, hvor helt almindeligt det er, at den danske regering har indrykket skræmmeannoncer til flygtningene, siger hun.

Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen er det ”dybt problematisk, hvis ministeren går og spreder falske historier om vores nabolandes gøren og laden.

- Vi har jo historisk haft et godt forhold til vore svenske naboer. Og det skal Støjberg da ikke ødelægge, bare fordi hun har problemer med at argumentere for sin egen politik. Og derfor digter historier, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere på Johanne Schmidt-Nielsens udtalelser. 

Det sagde Støjberg

”Det havde nær kostet mig en tur i ombudsmandsfængslet, det her – hvor det så end ligger henne. Men jeg er på fri fod nu. Jeg fik en enorm kritik af annoncerne. Først kom der en enorm kritik af, at der var strammet op – og så kom der en enorm kritik af annoncerne. Jeg må bare sige, at alle andre lande omkring os strammer op. Og alle andre lande omkring os er altså også begyndt at annoncere. Tyskerne annoncerer, svenskerne er faktisk i gang med at annoncere, nordmændene har gjort det efter os, belgierne gør det, østrigerne gør det, alle gør det. Og det er selvfølgelig fordi vi er pressede alle sammen. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Man vil komme til at se opstramninger i udlændingepolitikken i mange europæiske lande. Og jeg tror faktisk vi er ved at være et sted, hvor man holder op med at pege fingre ad hinanden, men hvor vi godt er klar over, at vi er pressede.”

Inger Støjberg på Venstre Frederikshavns nytårskur 8. januar. Hør selv lydfilen her: arnehansen.net.