Fald i antallet af asylansøgere har bidt sig fast

Antallet af personer, der søger om asyl i Danmark, har over de sidste syv dage været markant lavere end i den første uge, efter at Sverige indførte transportansvar. Og Danmark responderede med midlertidig grænsekontrol.

Mandag er der blot registreret 17 personer, som har søgt asyl i Danmark, og det er det laveste tal, siden Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet begyndte at offentliggøre daglige ansøgertal.

Det gjorde de umiddelbart efter, at den danske grænsekontrol blev indført 4. januar.

De daglige tal er dog at betragte som foreløbige og bliver typisk opjusteret over de efterfølgende dage, da der løbende sker efterregistreringer.

Således blev søndagens ansøgertal mandag opgivet til 19, men allerede tirsdag er det ændret til 35.

Med dette forbehold viser tallene for de seneste syv dage et væsentligt lavere niveau, end der blev målt tidligere på måneden.

Fra den 12 til den 18. januar er der således registreret 245 ansøgere mod 571 i perioden fra den 5. til den 11. januar.