DF, R og ekspert undrer sig: Talte V-ordfører usandt i CNN?

- Nej, vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er vanvittigt. Det ville vi aldrig gøre.

Meldingen fra Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen under et interview torsdag med den kendte CNN-vært Christiane Amanpour var ikke til at tage fejl af.

Problemet er blot, at Ellemann-Jensens forsikring ifølge flere politikere og en ekspert ikke stemmer overens med det lovforslag om beslaglæggelse af asylansøgeres værdier, som er på vej igennem Folketinget.

Særlig affektionsværdi

Inger Støjberg meddelte tidligere på ugen, at regeringen foretog ændringer i det omdiskuterede lovforslag, således at det nu er udelukket, at danske myndigheder kan beslaglægge "genstande med en særlig affektionsværdi" - uanset værdien af de genstande.

- Sådanne genstande kan for eksempel være vielsesringe, forlovelsesringe, familieportrætter, hæderstegn og lignende. Der sigtes hermed til genstande, som en asylansøger har en særlig følelsesmæssig tilknytning til af personlige grunde, lyder ændringen i et dokument fra Udlændingeministeriet.

Andre genstande, der ikke har ”særlig affektionsværdi”, vil imidlertid stadig ”kunne tages i bevaring” fremgår det af dokumentet:

- Det drejer sig for eksempel om ure, mobiltelefoner og computere. Ændringen indebærer her, at der fastsættes en værdigrænse, således at alene genstande med en værdi på over 10.000 kroner kan tages i bevaring.

Og det betyder altså, at det stadig vil være muligt at inddrage asylansøgeres smykker, så længe de har en værdi på mere end 10.000 og ikke har nogen ”særlig affektionsværdi”, understreger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen:

- Jeg ikke set CNN-interviewet, men jeg kan sige, at der er mulighed for med lovforslaget at beslaglægge værdigenstande, herunder smykker, hvis de ikke har affektionsværdi, siger Martin Henriksen og fortsætter:

- Der er ikke nogen tvivl om, at lovforslaget giver mulighed for det. Det ved jeg, fordi jeg selvfølgelig har læst forslaget. Og vi har spurgt ind til det, fordi vi sådan set synes, at hvis du kommer med smykker, der er meget dyre, skal de også indgå i vurderingen af hvad man kan beslaglægge. Det synes vi er helt rimeligt, siger DF-ordføreren, der samtidig understreger:

- Der skulle laves et kompromis, og det har Støjberg håndteret godt. Så jeg har ikke nogen anledning til at kritisere Venstre i den her sag. Men når du nu spørger, hvad lovforslaget indebærer, så svarer jeg på hvad lovforslaget indebærer.

Radikale spørger Støjberg

Også Sofie Carsten Nielsen, der er udlændingeordfører for Radikale Venstre, undrer sig over uoverensstemmelsen mellem Ellemann-Jensens forsikring og regeringens lovforslag. Hun forklarer, at medlemmer af Folketinget var indkaldt til en såkaldt teknisk gennemgang af lovforslaget i forbindelse med forslagets førstebehandling tidligere på ugen.

- Og her fik vi udredt, hvad det er for nogle smykker (der kan beslaglægges, red.). Det skal fremgå af en vejledning til politiet, at det ikke er smykker af affektionsværdi. Og vi spurgte meget specifikt, hvem der så skal vurdere det. Det skal politiet, var svaret. Så hvis det er smykker, der ikke har affektionsværdi og er mere end 10.000 værd, så skal de tage dem, siger Sofie Carsten Nielsen, der er stor modstander af lovforslaget.

Hun har derfor nu sendt et spørgsmål til udlændingeminister Inger Støjberg for at få klarlagt, om hun er enig med sin ordfører i, at ”vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er vanvittigt. Det ville vi aldrig gøre.”

Jonas Christoffersen, der er direktør i Institut for Menneskerettigheder og som har gennemgået lovforslaget, har samme undren. På sin Facebook-profil skriver han:

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen til udtalelsen.