Thorning: Kvinder bliver målt på en bredere vifte end mænd

Som den første kvindelige formand for Socialdemokraterne og tilmed den første kvindelige statsminister har Helle Thorning-Schmidt oplevet, hvordan kvinder i politik vurderes noget anderledes end de mandlige kolleger.

Det fortæller hun i et længere afskedsinterview med TV 2.

- Jeg tror, jeg har mødt mange forskellige udfordringer, som er svære at sætte ord på. Mange af dem er lidt usynlige. Kvinder bliver vurderet på en lidt større vifte. Jeg er blevet vurderet på, om jeg nu kunne være en god mor, på hvordan jeg ser ud, på hvilke tasker jeg går med og på hvordan mit hår er, siger Helle Thorning-Schmidt.

Ikke blot har hun fået et tilnavn efter et vist dyrt dametaske-mærke. Hun har også oplevet, at man som kvinde i politik får anderledes spørgsmål - hvilket giver "større risiko for at fejle".

Men hun lægger ikke skjul på, at hun er stolt over at være ”den første”, som også var titlen på den første biografi om hende.

- Jeg synes, det er vigtigt, at kvinder også viser, at vi kan sidde på de poster, som mænd har siddet på i mange, mange år. Jeg tror også, det betød noget for den måde, jeg blev set og vurderet på sådan generelt, lyder vurderingen fra den tidligere statsminister.

'Pas på hinanden'

Som sin afskedssalut slår Thorning-Schmidt til lyd for, at danskerne passer lidt bedre på politikerne – og at de passer bedre på hinanden.

- Vi er i gang med at tale hinanden ned. Hvis jeg kigger rundt i verden, har vi nærmest de mindst korrupte og mest ærlige politikere i verden. Vi har politikere, som lever lige så almindelige liv, som alle andre og er ikke sådan nogle ophøjede personer. Nogen gange skal vi måske bare standse op og tænke over, at politikerne altså er gode nok. Måske er politikerne lidt bedre end vores rygte.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt gøres der en ”kæmpe indsats” på tværs af de ni partier i Folketinget.

- Vi har forskellige holdninger, men vi har en god respekt for hinanden, og jeg synes at politikerne selv skal være med til at tale hinanden op frem for det modsatte.

Folk var hårde ved Socialdemokraterne

Nogen vil mene, at netop SRSF- og senere SR-regeringen har øget politikerleden blandt vælgerne, fordi en række af løfterne – eksempelvis den økonomiske plan Fair Løsning, betalingsringen i København og de stærkt omdiskuterede 12 minutters ekstra arbejde – ikke blev til noget. Men det mener Helle Thorning-Schmidt er forfejlet.

- Ting bliver ikke til noget, hvis man ikke har et flertal. Det er også det, den nuværende regering oplever. Alle partier og regeringer kan jo kun gennemføre det, man har et flertal for. Jeg synes, man var utrolig hård ved os, når det var så tydeligt, at der var nogle ting, vi ikke havde flertal for. Så kan man ikke ændre tingene i Folketinget. Det glemte man lidt i iveren efter at kritisere os.

Har du selv spillet en rolle i forhold til politikerleden?

- Det er der mange, der gerne vil sige. Jeg er ikke enig. Jeg gennemførte et valg, hvor Socialdemokraterne var klart det største parti. I alle målinger lå jeg langt højere end Lars Løkke Rasmussen i troværdighed. Jeg siger det ikke for at hævde mig, men sådan var det, siger Helle Thorning-Schmidt og minder om, at ansvarets åg tynger enhver regering.

- Det er jo også derfor, der er så få partier, der er parat til at påtage sig det rigtige ansvar for Danmark. Blandt de ni partier i Folketinget, er der faktisk kun tre, der er parat. Jeg vil altid have en stor respekt for at Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, fordi vi stiller os op og siger, at vi er frygtløse i forhold til at tage ansvar for Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.

1. april tiltræder hun stillingen som direktør for Save the Children International i London. 

Blå bog

Født: 14. december 1966 i Rødovre, datter af pensioneret lektor og cand.oecon. Holger Thorning-Schmidt og pensioneret kontorchef Grete Thorning-Schmidt

1982-1985: Student fra Ishøj Gymnasium

1987-1994: Cand.scient.pol., Københavns Universitet

1992-1993: MA i europæiske studier fra Europakollegiet i Brugge, Belgien

1994-1997: Sekretariatsleder for de danske socialdemokrater i Europaparlamentet

1997-1999: International konsulent i LO

1999-2004: Medlem af Europaparlamentet

2005-: Medlem af Folketinget - valgt i Østre Storkreds

2005-15: Formand for Socialdemokraterne

2011-15: Statsminister

Gift med den britiske politiker Stephen Kinnock og mor til døtrene Johanna og Camilla. Kilder: Folketinget og hellethorning.dk

Her er organisationen, Thorning skal styre

Helle Thorning-Schmidt skal være topchef for Save the Children, der i Danmark er kendt som Red Barnet.

  • Save the Children arbejder for børns rettigheder verden over. Organisationens mission er at skabe en verden, hvor "alle børn har retten til overlevelse, beskyttelse, udvikling og deltagelse".
  • Organisationens projekter spænder over alt fra nødhjælp og lobbyarbejde til træning af fødselslæger og uddannelse.
  • Save the Children International dækker over 30 medlemsorganisationer, der arbejder i 120 lande.
  • Ifølge organisationen selv havde den over to milliarder dollar i omsætning i 2014, og dens programmer nåede 55 millioner børn.
  • I Danmark havde Red Barnet i 2014 et budget på 467 millioner kroner.
  • Save the Children blev oprettet i 1919 af briten Eglantyne Jebb for at skaffe mad til sultende børn efter Første Verdenskrig.

Kilder: Save the Children, Red Barnet.