Nye regler pĂĄ plads: Her er tre partier, der nu vil i Folketinget

Det er slut med at skulle sende et fysisk brev frem og tilbage med postvæsnet, hvis man ønsker at afgive en vælgererklæring til et parti, der gerne vil stille op til et folketings- eller Europa-Parlamentsvalg. I dag har Social- og Indenrigsministeriet nemlig lanceret en ny hjemmeside, der gør det muligt at indsamle de påkrævede vælgererklæringer digitalt.

Og det glæder en række nye partier, der nu vurderer, at de får langt lettere ved at samle de godt 20.000 vælgererklæringer, som er nødvendige. Her er tre partier, der – hvis alt går som de håber og forventer – vil være at finde på stemmesedlen ved næste folketingsvalg:

Nationalpartiet

Nationalpartiet har i mere end et år været i gang med at indsamle vælgererklæringer på den gammeldags måde. Og i dag mangler partiet kun godt 6.000 for at nå i mål, fortæller partiformand Kashif Ahmad.

- Den her ændring har en afgørende betydning for os. Vi har i virkeligheden samlet mere end 30.000 vælgererklæringer, men mange er strandet i det her bureaukratiske system. Den sidste vej bliver noget lettere ved at folk kan gøre det med NemID. Det har en helt afgørende betydning for os, siger Kashif Ahmad.

Hvad er dit partis vigtigste mærkesag? - Nationalpartiet er et politisk midterparti, der er villige til at arbejde både til højre og til venstre. Men altid baseret på respekten for det enkelte menneske og mangfoldigheden i Danmark. Vi vil skabe en dialog, der er baseret på gensidig respekt og finde løsninger for et bedre Danmark på det sociale område, sundhedsområdet og integrationsområdet. Vi synes, det er på tide, at vi taler til hele befolkningen som en inkluderet del af Danmark, fremfor at tale til det negative i mennesket.

Du kan læse mere om Nationalpartiet her.

Nye Borgerlige

I efteråret 2015 stiftede to tidligere medlemmer af Det Konservative Folkeparti partiet Nye Borgerlige, og her glæder man sig også over udsigten til et nyt system til indsamling af vælgererklæringer:

- Der er ingen tvivl om, at det her med at man slipper for at skulle have et fysisk papir i hånden, som man skal underskrive og derefter to gange sende med frimærker, gør en stor forskel. Og så meget som sociale medier fylder i dag, betyder det meget, at man kan dele et link og at folk så kan sidde hjemme bag computeren og udfylde det hele, siger Pernille Vermund, der er medstifter af og formand for Nye Borgerlige.

- Jeg er meget optimistisk i forhold til at få indsamlet de nødvendige underskrifter. Selvfølgelig alt afhængigt at hvordan de borgerlige partier i Folketinget arter sig de næste par måneder. For underskrifterne skal være indsamlet inden et valg udskrives, og man indsamler dem jo ikke bare i løbet af en nat. Men med mindre valget kommer lige om lidt, er jeg meget fortrøstningsfuld.

Hvad er dit partis vigtigste mærkesag? - Vi er et parti, som står for en klassisk konservativ værdipolitik og en borgerlig økonomisk politik. Og så tager vi et opgør med de aftaler og konventioner, der begrænser vores folkestyre. Sådan lidt forenklet kan man sige, at vi står for en økonomisk politik, der minder om Liberal Alliances og en værdipolitik, der minder om Dansk Folkepartis, siger Pernille Vermund.

Du kan læse mere om Nye Borgerlige her.

Dansk Samling

Mere end hver 10. vælger ønsker et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti, viste en måling, foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten sidste år.

Et sådant parti er Dansk Samling, der har debattør og forfatter Morten Uhrskov som formand. Han forventer ikke, at det bliver et problem at få indsamlet de nødvendige vælgererklæringer med det nye system.

- Det er en meget betydelig demokratisering, og derfor meget positivt. Jeg forventer, at vi inden for relativt kort tid har de 20.000 vælgererklæringer.

Hvad er dit partis vigtigste mærkesag? - Det er vigtigt for mig at understrege, at Dansk Samling ikke er noget ekstremt parti. Vi står for demokrati og retsstat. Derudover har vi to mærkesager: Danmark skal på sigt ud af EU – i første omgang skal vi have rullet Schengen tilbage. Og så vil vi have standset den ikke-vestlige indvandring i form af asylsøgere og anden indvandring, og det skal vi gøre ved at opsige FN’s flygtningekonvention. Men jeg vil også gerne sige, at vi derudover har et fuldt udviklet partiprogram.

Du kan læse et længere interview med Morten Uhrskov her:

Og der er flere...

Stemmesedlen kan blive lang ved næste folketingsvalg. Foruden de tre partier, der er beskrevet herover, vil bl.a. Kristendemokraterne og Retsforbundet - som begge tidligere har haft plads i Folketinget - forsøge at indsamle de nødvendige 20.000 underskrifter. 

Digitale vælgererklæringer

Vælgeren giver partiet sin e-mailadresse, som partiet indtaster på vælgererklæring.dk. Efter 7 dage modtager vælgeren en e-mail retur med et link til systemet, hvor man logger sig ind med NemID og afgiver sin vælgererklæring. Derefter får man en kvittering med Digital Post.

Som noget nyt kan man via sin kvittering trække erklæringen tilbage, hvis man ønsker det.

Man kan også som hidtil afgive en vælgererklæring på papir.

En vælger kan fortsat kun støtte ét parti ad gangen med én vælgererklæring. En vælgererklæring gælder 18 måneder eller indtil næste valg, hvis partiet er opstillingsberettiget.

For at stille op til folketingsvalg skal et parti indsamle 20.109 vælgererklæringer svarende til stemmerne til ét folketingsmandat.

Hjemmesiden vælgererklæring.dk er partiernes indgang til systemet. Vælgere skal kontakte det enkelte parti for at afgive en vælgererklæring.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet