Løkke: Det er det mest misforståede lovforslag nogensinde

Et lovforslag, der fremstår unuanceret i forhold til hvad der var sigtet med det.

Sådan beskriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens stærkt omdiskuterede lovforslag om at kunne beslaglægge værdier fra flygtninge for at kunne finansiere deres ophold i Danmark.

- Når man ser på debatten, får man nærmest et indtryk af, at når folk kommer til grænsen, skal de vendes på hovedet, og så skal man se, om man ikke kan ryste den sidste mønt ud af lommen på dem. Det er jo fuldstændig fortegnet og forkert, sagde statsministeren, da han mødte pressen efter et regeringsseminar på Kragerup Gods på Vestsjælland.

Det har regeringen nu taget bestik af.

- Regeringen har lagt et lovforslag frem og introducerer nu nogle ændringsforslag for at sikre, at det her forslag kommer i balance med det, der hele tiden har været intentionen. Det er måske det mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien, lød det fra statsministeren.

Ikke forskel på folk

Fredag meddelte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at lovforslaget bliver justeret, så formålet fremstår klarere. I statsministerens optik er formålet ”det helt åbenlyse”, at folk, der kommer hertil skal gives samme rammer som dem, der er her i forvejen, præciserede statsministeren med henvisning til reglerne om, at man ikke kan få kontanthjælp, hvis man har en fri formue på over 10.000 kroner. Regler, der gælder for alle danskere.

- Det ville være forkert, hvis vi i forhold til folk, der kommer og søger asyl i Danmark, som måtte være formuende – jeg tror ikke det er særlig typisk forekommende, men det kan forekomme – sagde, at vi afløfter alle udgifter uanset formue. Det ville betyde, at vi ville behandle en asylansøger bedre end en dansk kontanthjælpsmodtager, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Forslaget førstebehandles i folketingssalen onsdag.