Støjberg fortalte usand historie om svineforbud i børnehave

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg talte usandt, da hun under en nytårskur hos Venstre i Frederikshavn fredag fortalte om en børnehave i Aalborg, hvor der er forbud mod svinekød i madpakkerne.

Det erkender hun nu i en skriftlig kommentar til TV 2/Nord.

- Jeg har ikke haft grund til at betvivle, at den gengivelse, jeg har fået, er korrekt. Jeg kan ikke yderligere dokumentere, at det pågældende forældrepar har fået besked om ikke at medbringe svinekød, og jeg burde derfor ikke have gengivet historien uden at have dobbelttjekket den med Aalborg Kommune, skriver ministeren.

Kommunen: Vi tager ikke stilling

Det drejede sig om børnehaven Pilehaven i Aalborg Kommune, som ifølge Inger Støjbergs udsagn havde et forbud mod svinekød tilbage i foråret 2013.

Men overfor TV 2/Nord afviser en afdelingschef i Aalborg Kommunes familie- og beskæftigelsesforvaltning, at der har været sådanne regler.

- Vi følger Sundhedsstyrelsens regelsæt om ernæring på det område. Vi tager ikke stilling. Selv i de institutioner, der har madordning, står det forældrene frit for at give deres børn det mad med, de ønsker. Hvis der er mange forskellige etniske minoriteter, serverer vi to ting, siger Hans Christian Mariegaard til TV 2/Nord.

Under en ministers værdighed

Det var en byrådssuppleant for Enhedslisten i Aalborg, Anja Lundtoft Thomsen, der bemærkede udtalelsen på mødet, som hun deltog i.

Hun efterspurgte navnet fra institutionen, hvilket Støjberg indvilligede i – men så hørte Anja Lundtoft Thomsen aldrig mere. Hendes Facebook-opdatering om sagen er indtil videre delt 1.364 gange. 

Hun griner lidt af, at Inger Støjberg nu trækker i land og erkender, at historien ikke var vandtæt. 

- Det skulle hun have tænkt over, før hun fortalte den. Jeg synes, det er under en ministers værdighed at gå rundt og fortælle potentielt konfliktskabende anekdoter om noget, hun ikke aner noget om, siger Anja Lundtoft Thomsen. 

Som suppleant i byrådet i Aalborg har Anja Lundtoft Thomsen i flere lange perioder været medlem af kommunens Familie og Socialudvalg. Blandt andet i seks måneder sidste år, hvor svinekød i byens daginstitutioner var oppe at vende. Derfor vidste hun med det samme, at ministerens udlægning ikke passer. 

- Jeg var slet ikke i tvivl. Og jeg synes, det er uheldigt på flere forskellige planer. Hun fortæller den jo med det formål at vise, at vi går rundt i Danmark og tager misforstået hensyn til muslimer. Men så fortæller hun en historie, der ikke passer. Hvad fortæller hun ellers løgne om, spørger Anja Lundtoft Thomsen.