Khader til møde med Støjberg: Vil have fredningsliste over flygtninges genstande

Politiet skal have en liste over værdigenstande, som ikke må konfiskeres fra asylansøgere, når de kommer til Danmark, mener Det Konservative Folkeparti.

Forslaget kommer i forlængelse af regeringens lovforslag om at tage smykker og andre værdigenstande fra flygtninge. Derfor skal partiets integrations- og udlændingeordfører Naser Khader til møde med integrationsminister Inger Støjberg (V), hvor forslaget skal præciseres.

- Jeg ønsker en præcisering, hvor man udelukker, at man skal aflevere vielsesringe, ure, halskæder, armbånde. De ting, man globalt går rundt med af smykker, og som betyder noget for folk. Det skal man holde fingrene væk fra, siger De Konservatives udlændinge- og integrationsordfører, Naser Khader, til TV 2.

Khader: Gå efter eventuelt formue

Naser Khader mener ikke, at der er noget problem i, at asylansøgere fratages nogle af deres værdigenstande, men nogle ejendele skal fredes.

- Har de en formue med her, kontanter, guld, diamanter, så er det meget rimeligt, at man bruger de penge først, før man begynder at bruge skattepenge på folk, siger han.

Loven førstebehandles i Folketinget 13. januar og er en del af pakken af asylstramninger.

DF: Asylansøgere kan spekulere i liste

Forslaget fra Det Konservative Folkeparti vækker ikke glæde hos Dansk Folkeparti, der mener, at flygtninge kan spekulere i en fredningsliste.

- Jeg advarer mod, at man propper nogle lister ind i lovforslaget, hvor der står, at alle smykker, man har på sig, dem konfiskerer de danske myndigheder ikke, så siger det jo, at har man kontante beløb, så kan man sørge for at omsætte dem til smykker eller andre værdigenstande, have dem på dig og på den måde komme uden om det ellers fornuftig princip, der går på, at hvis man kan betale, så skal man betale, siger Martin Henriksen, der er integrationsordfører for Dansk Folkeparti.

Hvis det er for kompliceret at putte ind i en lov, hvordan skal politiet så kunne håndtere opgaven?

- Når man starter noget nyt op, så vil der altid være en periode, hvor man skal finde sine ben at stå på og udvikle en praksis. Men sådan er det altid, når man starter nye ting op.

Lovforslag om asylstramninger til vedtagelse i januar:

  1. Varigheden af opholdstilladelser

    Begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge til to år for flygtninge med konventionsstatus og ét år for flygtninge med beskyttelsesstatus. 

  2. Familiesammenføring

    Udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

  3. Permanent opholdstilladelse

    Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse.

  4. Midlertidig opholdstilladelse

    Stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse mv.

  5. Gebyr-betaling

    Gebyrbetaling, således at der genindføres gebyrer på familiesammenføringsområdet, og der indføres gebyrbetaling for ansøgning om permanent opholdstilladelse fra flygtninge mv.

  6. Egenbetaling

    Øget egenbetaling for asylansøgeres ophold i Danmark.

  7. Medbragte økonomiske midler

    Mulighed for at undersøge, om asylansøgere har medbragte økonomiske midler mhp. dækning af udgifterne til asylansøgerens underhold.

  8. Ydelser

    Nedsættelse af de økonomiske ydelser til asylansøgere med 10 pct. 

  9. Asylrådgivning

    Tilbagerulning af ekstraordinær asylrådgivning.

  10. Særlige boliger for asylansøgere

    Afskaffelse af asylansøgeres mulighed for at blive indkvarteret i selvstændige og særlige boliger uden for centrene mv. 

  11. Udvælgelse af kvoteflygtninge

    Genindførelse af ”integrationspotentialekriteriet” ved udvælgelse af kvoteflygtninge.

  12. Betaling af familiesammenføring

    Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge.

Her er asylstramningerne

  • 1.     Begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge
  • 2.     Udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse
  • 3.     Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse
  • 4.     Stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse mv.
  • 5.     Gebyrbetaling
  • 6.     Øget egenbetaling for asylansøgeres ophold i Danmark
  • 7.     Mulighed for at undersøge, om asylansøgere har medbragte midler
  • 8.     Færre på kostpenge ved øget brug af cafeterier på asylcentrene
  • 9.     Nedsættelse af økonomiske ydelser til asylansøgere
  • 10.     Tilbagerulning af ekstraordinær asylrådgivning
  • 11.     Tilbagerulning af asylaftalen
  • 12.     Integrationsydelsen udbredes til at omfatte flere
  • 13.     Reform af ægtefællesammenføringsreglerne mv.
  • 14.     Genindførelse af ”integrationspotentiale-kriteriet” ved udvælgelse af kvoteflygtninge
  • 15.     Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge
  • 16.     Styrket indsats for at udsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold
  • 17.     Øget adgang til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere mv.
  • 18.     Kortere udrejsefrist
  • 19.     Skærpet kontrol med udlændinge i udrejsecenter
  • 20.     Nyt udrejsecenter i afstand fra større byer
  • 21.     Mere konsekvent brug af meldepligt og opholdspligt
  • 22.     Øget kapacitet til indkvartering, herunder telte
  • 23.     Adgang til at fravige planloven i forhold til asylindkvartering
  • 24.     Adgang til uden ejerens samtykke i akutte tilfælde at gøre brug af offentlig ejendom til asylindkvartering eller tilbageholdelsesfaciliteter
  • 25.     Adgang til at pålægge kommunerne operatøransvar for asylcentre
  • 26.     Mulighed for bistand fra private aktører til at løse myndighedsopgaver på udlændingeområdet
  • 27.     Oprettelse af modtagecentre
  • 28.     Mulighed for at begrænse domstolsprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge til kun efter anmodning
  • 29.     Mulighed for at tilbageholde asylansøgere med henblik på at fastlægge identitet mv.
  • 30.     Skærpelse af straffen for tiggeri
  • 31.     Mulighed for at standse bus-, tog- og færgedrift
  • 32.     Lettelse af krav om rum mv. ved boligplacering af flygtninge
  • 33.     Lettelse af regler om støj og miljø ved boligplacering af flygtninge
  • 34.     Styrket integrationsprogram