Her er kommissionens anbefaling: Få ekstra penge til politikerne

Politikerne vil kun få små stigninger i deres samlede vederlagspakke, hvis Folketinget følger de anbefalinger, som Vederlagskommissionen kommer med.

Det viser tal, som TV 2 har fået oplyst fra kilder i kommissionen.

Tallene viser, at den samlede udgift til aflønning af politikere kun vil stige ganske lidt.Ifølge tallene vil der ske en forskydning mellem løn og pension, sådan at pensionerne forringes samtidig med, at lønningerne stiger.  

Det var netop udsigten til mulige lønforhøjelser på 15 procent til folketingsmedlemmer og ministre og 30 procent til borgmestre, der i går fik sendt partierne på flugt fra den aftale, de ellers lavede tilbage i 2014 om at lade kommissionen bestemme politikernes lønniveau. De fem partier bakkede ud på trods af, at de selvsamme partier havde aftalt at følge kommissionens anbefalinger uanset hvad.

MF'ere stiger i løn...

Folketingsmedlemmerne ville med den nye ordning stige fra en årlig løn, tillæg, eftervederlag og pension på i alt 1,075 millioner kroner til 1,125 millioner kroner årligt. Her vil pensionen fremover udgøre 17-18 procent af lønnen, ligesom den gør det for mange lønmodtagere i dag.

Statsministerens samlede vederlag er i dag samlet cirka 2,691 millioner kroner årligt, når man medregner tillæg, pension og eftervederlag, men vil med den nye ordning, som kommissionen foreslår ende på 2,765 millioner kroner. De øvrige ministre vil derimod gå ned i samlet vederlag fra de nuværende cirka 2,25 millioner kroner årligt til 2,025 millioner kroner med den nye model.

... og det gør borgmestrene også

En borgmester i en mindre dansk kommune på mellem 25.000 og 40.000 indbyggere vil - hvis det står til kommissionen - fremover gå en smule frem i samlet vederlag fra de nuværende 1,18 millioner kroner til 1,188 millioner kroner med den nye ordning. Fremover vil alle lønnede hverv ved siden af borgmesterhvervet blive modregnet i lønnen, dog ikke poster i Kommunernes Landsforening, KL. Men for borgmestre, der eksempelvis sidder i bestyrelser for forsyningsselskaber og lignende, vil det betyde en indtægtsnedgang.

I dag er den samlede udgift til de 322 fuldtidsbeskæftigede politikere i Danmark – ministre, folketingsmedlemmer og borgmestre – på 393,5 millioner kroner. Med den nye model vil udgiften stige en smule til 399,2 millioner kroner.

Stigningen skyldes, at man opjusterer lønningerne, så politikernes løn svarer til den lønudvikling, der er været på arbejdsmarkedet.