Løkke kæmper med sine egne ord

I politik er det sjældent godt, hvis ordet tager magten fra tanken.

Det ved statsminister Lars Løkke Rasmussen så godt som nogen. Lige nu kæmper han alligevel med sine egne ord. Sin egen retorik.

Ordet er grænsekontrol. Det lyder af værn mod uønskede gæster. Udstråler handlekraft. Men ender i grøften, hvis realiteten er hullet som en si.

Ikke, at man kan beskylde statsministeren for at lyve. På mandagens pressemøde gjorde Lars Løkke det mere end klart, at grænsekontrollen kun var stikprøve. En balance mellem ro og orden, den frie bevægelighed og politiets ressourcer. Kort sagt: Grænsekontrollen skal helst ikke genere nogen. Men statsministerens problem er indlysende: Er ordet kontrol så dækkende for indholdet?

Med 70 kilometers landegrænse til Tyskland og let tilgængelige vandveje er en hermetisk kontrol naturligvis på overdrevet. Selv de berygtede grænsehegn mellem Ungarn og Serbien havde så store huller, at asylsøgere i tusindvis kunne strømme igennem på steder, der var så velkendte, at TV 2’s Rasmus Tantholdt uden videre kunne stå på stedet og live-reportere. Nogen mirakelkur er grænsekontrol således langt fra.

Men en dansk regering under pres var tvunget til at gøre et eller andet ikke mindst efter den svenske opstramning fra 4. januar. Også selv om mulighederne er ved at være udtømte. Med mindre da, at Danmark går på akkord med internationale konventioner og aftaler. Noget statsministeren helt og aldeles afviser.

Tilbage i skuffen er ganske vist det såkaldte transportøransvar. Men Danmark er ikke Sverige. Transportør-ansvaret med bødestraf til bane- og busselskaber, hvor asylsøgere er nødt til at bruge offentlig transport for at nå frem til grænsen er et effektivt våben for svenskerne, når Sverige kun er landfast med Danmark med Øresundsbroen. Transportansvaret holder asylsøgerne væk fra kontakt til de svenske myndigheder, hvorimod intet forhindrer en asylsøger på vej til Danmark at stå af på sidste stoppested på den tyske side og gå frem til grænsen for at sige asyl til en dansk betjent.

Så også ordet transportøransvar lyder som grænsekontrol af mere end det er. Og så ser vi endda bort fra, at tyskerne slet ikke vil lege med og ikke engang nedværdiger sig til et hurtigt svar på danske henvendelser.

Ikke med hænder i skødet

Det er ikke, fordi statsministeren og hans regering har siddet med hænderne i skødet. Advarende annoncer i asylsøgerlandene, lavere integrationsydelse, begrænsninger i familiesammenføring, teltlejre i venten på længere og længere sagsbehandling og senest ikke mindst det kontroversielle forslag om at tage værdier fra asylsøgerne, så de kan betale for deres ophold. Ikke mange er i tvivl om, at det har haft en effekt. Danmark fremstår næppe som noget attraktivt asylland for ret mange. Det er forventningsafstemningen med befolkningen, den er gal med.

Når regeringen har givet indtryk af, at den styrer og håndterer udviklingen, så har den stærkt voksende asylstrøm vist, at det er en sandhed med modifikationer. Det er stadig op til asylsøgerne selv, om de på trods af alle stramninger vælger Danmark. Det ændrer en stikprøvekontrol ved grænsen ikke på.

Ikke megen hjælp

I Folketinget er ikke megen hjælp at hente. Socialdemokraterne siger ganske vist ja og nærmest amen til det meste af, hvad Venstre-regeringen foreslår. Men Mette Frederiksen lader Lars Løkke være den med serveretten. Og dermed ansvaret.

Og De radikale råber op om forhandlinger med Sverige og Tyskland – noget regeringen skulle have gjort for længst efter partiets opfattelse. Det tidligere mindre regeringsparti med den forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard som fremmeste fortaler ser bare bort fra en ting: Sveriges og Tysklands udgangspunkt for sådanne forhandlinger er jo et helt andet end det danske.

Både tyskerne og især svenskerne trækker på skuldrene af danske bekymringer. Det danske asyltal på 25.000 på et år er efter de to landes opfattelse ikke for meget at regne ud fra tilstrømningen hos dem selv. Så realitetsforhandlinger måtte sandsynligvis begynde med et langt højere dansk tal som udgangspunkt. Det er til at forstå, at regeringen ikke rigtigt har set den vej som farbar. Heller ikke her er der nemme løsninger.

Vil styrke

På den anden side af regeringen kræver de store støtter i Dansk Folkeparti, at grænsekontrollen styrkes yderligere. Kristian Thulesen Dahl går dog let henover Løkkes modargument. Nemlig, at grænsekontrollen snarere øger antallet af asylsøgere i Danmark frem for det modsatte.

Samtidig er der snævre grænser for regeringens handlefrihed i Schengen-samarbejdet. Allerede stikprøvekontrollen får tommelfingeren nedad af EU-retseksperter.

Heller ikke det argument bider på Thulesen Dahl. Så må Danmark ud af Schengen. Når englænderne kan stå uden for, så må Danmark også kunne. Men regeringen mener selv, at den med god grund kan frygte, at forudsætningerne for os er nogle andre. Her taler vi om dansk udmeldelse af et samarbejde og noget de øvrige medlemmer nok uden megen tankevirksomhed kan se formålet med. Nemlig, at vi nu vil tørre problemerne af på dem.

Hvorfor skulle de hjælpe os med engelske løsninger. Tværtimod - jo større venlighed over for Danmark desto mere sandsynlighed for, at andre vil gøre som os og Schengen bryder sammen. Nok ender det næppe med, at vi i Danmark skal til at søge visum til Tyskland, men trods flygtningekrise, så ser Lars Løkke i modsætning til Kristian Thulesen Dahl stadig Schengen-samarbejdet med fri bevægelighed som en større fordel for Danmark end det modsatte.

En opfattelse, statsministeren deler med det store flertal i Folketinget. Man er lige ved at sige: Som på samme måde som med EU-politikken. Den folkelige skepsis rider Thulesen Dahl derimod mere på – også her.