Samuelsen: - Jeg skal nok få lettet topskatten

Liberal Alliances hovedkrav ved forårets forhandlinger om skattelettelser er krystalklart: Topskatten skal sænkes. Og det kommer til at ske.

Sådan lyder meldingen fra partiets politiske leder, Anders Samuelsen, i et årskavalkade-interview med TV 2’s politiske analytiker Thomas Funding.

Også selv om Liberal Alliance – måske sammen med De Konservative – bliver de eneste, der møder op til forhandlingsbordet med netop det krav, som Dansk Folkeparti mildt sagt ikke er begejstret for.

- Der er meget, der har overrasket iagttagere af dansk politik efter det her folketingsvalg. For eksempel hvor godt samarbejdet egentlig fungerer mellem de blå partier. Alle havde sagt inden, at der var alt for stor forskel på Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, lyder det fra Anders Samuelsen, der dog afviser at vælte regeringen selv om han ikke kommer igennem med sit hovedkrav.

DF-modstand skræmmer ikke

Anders Samuelsen vejrer morgenluft efter at det lykkedes partiet at få ”en ambition” om at sænke marginalskatten med fem procent ind i regeringsgrundlaget.

- Det var der heller ikke nogen, der havde snakket om før. Det var der heller ikke lagt op til fra regeringens side. Der var heller ikke lagt op til at gøre noget ved registreringsafgiften på biler. Men vi fik det gennemført, fastslår Anders Samuelsen.

Hvad nu hvis du ikke får det? - Men jeg får det.

Dansk Folkepartis modstand rokker ikke ved Anders Samuelsens selvsikkerhed. Også Dansk Folkeparti må nemlig sørge for, at vi har råd til velfærdssamfundet i fremtiden. Det kræver vækst og flere arbejdspladser.

- Hvis man lukkede alle partiledere ind i et mørkt rum, tror jeg ikke, der er nogen af dem, der vil være uenig i vores økonomiske politik. Min opgave er så bare at stå fast, når vi kommer ind til forhandlingsbordet og der er lys på og du står uden for glasdøren og venter. Det tror jeg, kan lade sig gøre. Det bliver et give and take.

Man kan ikke undgå at lette i toppen

Et give and take, hvor Liberal Alliance også må give noget. Men resultatet kan ikke blive, at partiet må nøjes med at få øget grænsen for hvornår, man skal betale topskat.

- Nej, det der tror jeg ikke på, kan være en mulig vej. Ikke sådan at man på den måde kan undgå at lette på den øverste marginal, siger Anders Samuelsen.

Ifølge ham er situationen i blå blok, at alle fire partier har en enorm interesse i, at projektet overlever. Han har tidligere sagt, at han ikke vil vælte regeringen, men at den kan vælte sig selv.

- Den øvelse, vi lavede lige efter folketingsvalget omkring regeringsgrundlaget, tror jeg, var rigtig væsentlig. Vi fik markeret meget tydeligt – det var det her med at kigge i mine meget stålsatte øjne. Når man ligesom har vist, at man godt tør bide til stålet, så behøver man ikke gentagelse den øvelse gang på gang. Min opgave som partileder er at få os til at tale os ind på hinanden og ikke væk fra hinanden, pointerer Anders Samuelsen.

Stiller du et mistillidsvotum til regeringen, hvis du kommer i den situation? - Jeg vil slet ikke forholde mig til den situation, for jeg kommer ikke i den situation. Det giver ingen mening nu. I den situation, vi er nu, er det at forringe min egen situation at begynde at tale konflikter op. Jeg har været med til at bevise, at vi kunne finde hinanden. Det skal jeg tale mig ind i – og ikke væk fra.

Løftebrud er 'hypotetisk og fiktivt'

Anders Samuelsen er ikke meget for at forholde sig til om det vil være løftebrud, hvis han ikke leverer lettelser på topskatten.

- Vi kommer ikke i den situation.

Men er det løftebrud, hvis du ikke får det igennem? - Hvorfor skal jeg forholde mig til sådan en hypotetisk og fiktiv situation?  Vi kommer til at levere på det her, lyder det stålsat fra Anders Samuelsen.

Forhandlingerne om en skattereform ventes at begynde til foråret.

Se hele interviewet med Anders Samuelsen søndag 12.30, 16.30 og 20.30 på TV 2 News eller på TV 2 Play.

Fakta om topskat

  • Topskattegrænsen er i år 459.200 kroner.
  • Topskatten er en tillægsskat på 15 procent, som man skal betale af den indkomst, man tjener over grænsen på de 459.200 kroner.
  • I 2015 er der i omegnen af 506.500 borgere, der betaler topskat. 
  • Topskattegrænsen stiger løbende frem mod 2022 som følge af skattereformen fra 2012. Det vil sige, at man i 2022 kan tjene op til 467.000 kroner, inden man skal begynde at betale topskat.
  • På grund af den stigende grænse er der også løbende færre danskere, der betaler topskat. I 2012 var der 720.000 topskatteydere. Det tal er nu nede på 506.500, hvilket vil sige at 213.500 danskere ikke længere betaler topskat som følge af skattereformen. 
  • Eksempler på brancher med personindkomst, der typisk vil ligge over topskattegrænsen: Topchefer, læger og advokater, men også eksempelvis tandlæger, ejendomsmæglere og journalister.
  • Kilder: Skatteministeriet og Danmarks Statistik