Løkke klar til opgør med flygtningekonventioner

Se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen søndag 9.30, 14.30, 18.30 og 00.00 på TV 2 News eller på TV 2 Play.

Siden 2. verdenskrigs gru har FNs flygtningekonventioner skullet sikre flygtninges universelle rettigheder, ligegyldigt hvilket land de kom til.

Men nu kan det internationale samfund ifølge Lars Løkke Rasmussen blive nødt til at ”justere spillereglerne”. Konventionerne er ifølge statsministeren ikke længere tilpasset en moderne globaliseret verden.

Det siger han i et længere interview med TV 2s politiske analytiker Thomas Funding, der sendes på TV 2 News i dag, søndag.

- Hvis det her fortsætter eller tager til, så sidder vi ikke kun med en dansk udfordring. Så sidder vi med en endnu tungere europæisk udfordring. Så kommer der et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at diskutere - og det kan Danmark ikke gøre alene - om man skal justere spillereglerne, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Direkte adspurgt om statsministeren her mener de konventioner, der regulerer flygtningeområdet, svarer statsministeren:

- Ja, sådan kan du udtrykke det.

Forskel på flygtningene

En af udfordringerne er ifølge statsministeren, at regeringens stramninger af reglerne for familiesammenføring ikke gælder for alle flygtninge. Reglerne indebærer kort fortalt, at flygtninge først kan få familiesammenføring efter tre i år i Danmark, men det afhænger af, hvilket beskyttelsesgrundlag de har. 

- Det er for ikke at lave juristeri ud af det, men sådan er det. Der er da klart, at på et tidspunkt, hvis Europa ikke får det her under kontrol - så bliver man nødt til at begynde at diskutere, siger han.

Løkkes støtter i Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance erklærede sig i november klar til at udfordre konventionerne. En melding, som Lars Løkke Rasmussen nu kvitterer for.

- Jeg erklærer mig åben for de diskussioner, og jeg kan jo se, at den udlændingepolitik, vi har ført i Danmark, inspirerer mere og mere. Hvis man ser på den reaktion, der var, da vi annoncerede vores flygtningestramninger - både i Danmark, men også en smule internationalt - så er det jo smuldret helt væk nu, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danmark kan ikke gøre meget alene

Han er til gengæld ikke klar til at anfægte den grundlæggende rettighed, man har til at søge asyl.

- Det vil du heller ikke kunne sætte igennem, siger han.

Der vil ifølge statsministeren ikke blive tale om, at Danmark går enegang og opsiger flygtningekonventionerne. I stedet skal Danmark sammen med andre lande forsøge at ændre systemet indefra. Det gælder også den del af konventionerne, der sikrer, at flygtninge har ret til at søge asyl i det land, de først beder om det.

- Den type diskussioner bliver man jo nødt til at tage. Hvis man opholder sig i Tyrkiet og har været der to-tre år og er fri af krigen, skal man så uden videre kunne søge op i Europa og indgive en asylansøgning? Det siger reglerne i dag, men det kommer vi til at diskutere, slår Lars Løkke Rasmussen fast.

Det internationale samfund bliver ifølge statsministeren nødt til at diskutere, hvordan de nuværende regler kan forbedres. For Danmark kan ikke gøre meget alene, understreger han.

- Der er noget, Danmark kan gøre i sig selv, og der er noget, der kræver at andre er med. Jeg har jo ikke mulighed for at sætte et instrument igennem, hvor vi uden samarbejde med resten af Europas lande kan begynde at returnere folk.

Se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen søndag 9.30, 14.30, 18.30 og 00.00 på TV 2 News eller på TV 2 Play.