Nix, jeg bliver hos S!

Jeg er 100% socialdemokrat, jeg bliver – og det synes jeg også du skulle gøre, kære tvivlende socialdemokrat.

Skulle det nu være nødvendigt at understrege? Ja, åbenbart. For jeg bliver mødt af spørgsmålet i disse dage. Både på de sociale medier og ude i virkeligheden. Og i forskellige varianter. Den forsigtige version: Du Mette, har du det egentlig ikke lidt svært med jeres politik for tiden? Den direkte version: Hvilket parti har du tænkt dig at stille op for næste gang – for det kan da ikke være Socialdemokraterne, vel? Og så den mere kække: Mette, lover du mig at blive og ikke lave en ’Jens Rohde’?

Og svaret spørgsmålene er klare. Jeg bliver. Ja, det er lidt svært for tiden. Men også ja, du kan stadig finde mit navn under Socialdemokraterne på stemmesedlen. Jeg indrømmer da gerne, at spørgsmålene giver anledning til eftertanke. Som influenzaramt har jeg på det seneste haft rigelig tid til at spekulere, mens jeg har ligget under dynen med næsespray og te med honning.

For mig og for mange, mange andre, er det at være socialdemokrat mere end blot en midlertidig stemning. Det ligger i blodet på mig på samme måde som at være dansk. Når jeg er stolt over Danmark, er det både stolthed over at være dansk og stolthed over at være socialdemokrat. For det kan ikke adskilles. Når jeg er stolt over vores fælles velfærd og den måde vi tager hånd om hinanden, selvom det koster på selvangivelsen, så er det mere en stolthed på socialdemokraternes vegne end over Danmark generelt. For hvem turde tage ansvaret og træffe de hårde beslutninger, der gav os velfærden? Det var mine forgængere i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg. Når jeg er stolt over, at vi har sikret fri adgang til hele vores kystlinje til gavn for alle danskere, så tænker jeg på Stauning, som indførte den. Når jeg glæder mig over den smule frisind, vi stadig har i behold – at bøsser, lesbiske, transpersoner og alle de andre, er sikret rettigheder i vores land i modsætning til den forfølgelse og diskrimination, vi ser ude i verden. Så takker jeg mit parti – og de danskere, der bakkede op om vores værdier og stemte på Socialdemokraterne.

Listen er lang, og jeg skal ikke trætte med alle mulige sager fra ligestilling, over revselsesretten til klimapolitikken. Intet kommer af sig selv – undtagen lommeuld. Og ingen af de vigtige skridt i vores land er kommer fra de blå. Det har været op ad bakke med dem hele tiden. Og på den anden side i Folketingssalen – på den røde side – oplever jeg en masse gode viljer, men desværre også en problematisk mangel på ansvar og sammenhæng. For bare at nævne en enkelt ting, så skal en finanslov altså hænge sammen. Fordi det for mig ikke er nok at være i et parti, der bare trækker lidt i den rigtige retning. Nej, jeg må og skal være i et parti, der tager det fulde ansvar – hele vejen. Alt det vejer meget, meget tungt i min bagage. Fordi jeg som socialdemokrat bærer den arv videre, hver eneste gang jeg går ind ad døren på Christiansborg. Og fordi danskerne igennem mere end 100 år har bakket op. Jeg plejer at sige, at de fleste danskere jo er socialdemokrater inderst inde – en gang imellem glemmer de det bare.

Altså kan jeg ikke være andet end socialdemokrat. Men som i alle familier går det op og ned. Og lige for tiden ligger det lidt tungt - det må jeg da ærligt indrømme. Lige for tiden opfører vi os som om vi allerede har fået en invasion af flygtninge. Som om vi allerede havde svenske tilstande med 100.000 asylansøgere, der skal tages vare på med anstændighed og hjerterum. Det har vi bare ikke. I runde tal har vi ikke flere asylansøgere end vi havde, dengang i 90’erne hvor Ex-Jugoslavien stod i flammer og vi hentede de ulykkelige mennesker hertil i busser. Dengang var velfærdssamfundet ikke i fare. Udfordringer? Ja. Men fare? Nej.

Det kan komme. Det medgiver jeg gerne. Flygtninge og migranter kommer til Europa. Og det ligger desværre meget tungt med at finde fælles europæiske løsninger. Derfor bliver de stakkels mennesker kastebolde mellem asylsystemer. Og derfor kan strømmen vende på kort tid – så Danmark måske bliver det næste asylmodtagerland efter Sverige og Tyskland. Jeg prøver bare i al fredsommelighed at sige, at der er vi ikke nu. Og lige præcis derfor, bliver det svært, når vi gennemfører alverdens hastelovgivning, som i bund og grund minder om nødret. En nødret som situationen ikke tilsiger.

Når vi accepterer, at flygtninge kan indkvarteres i telte, hvis det er nødvendigt. Og teltlejrene så fluks bliver oprettet, selvom der er ledig kapacitet i anstændigt byggeri med både mursten og tag, hvor beboerne ikke skal evakueres i dårligt vejr. Når vi accepterer, at kommuner kan tvinges til at huse asylansøgere, hvis behovet opstår, og regeringen så fluks vrider armen rundt på den første og bedste kommune, selvom forhandlingsmulighederne slet ikke er udtømt. Så handler det om symbolpolitik og bestemt ikke om nødvendighed. Og så er jeg slet ikke gået i gang med vielsesringe, nej til familiesammenføringer og andet uvæsen.

Vi kunne stille krav. Vi kunne insistere på at være en del af løsningen. Nemlig udviklingsbistand. Vi kunne være med til at give disse mennesker et håb om en bedre fremtid i deres eget land. Når regeringen rundbarberer udviklingsbistanden 30 år tilbage for at finansiere billigere villaer, billigere biler og gaver til rige arvinger, burde samtlige socialdemokrater i dette land råbe stop. Vi burde insistere på den helt åbenlyse sammenhæng. Og stille meget mere håndfaste krav om mere udviklingsbistand i stedet for mindre – det er ikke nok at pippe spagfærdigt.

For nødret er blevet hverdagskost. Folketingets flertal ser stort på egne regler om rimelig tid til lovbehandling. Hastesag følger hastesag. Vi går på kompromis og vi sluger kameler. Og alt sammen baseret på en situation, som måske opstår. Nogle kalder det rettidig omhu. Jeg ville være mere tryg, hvis vi reserverede nødretten til reelle nødsituationer. For lige nu tror jeg vi er mange, som spørger os selv: hvor stopper det? Vi er vel alle enige om, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge vi kan tage imod i vores lille land. Men kunne vi også blive enige om, at der er en grænse for, hvor mange kameler vi vil sluge? Er der en grænse? Og hvor går den så?

Det er i Socialdemokratiet, at den grænse skal defineres. De blå gør det ikke. Når vi nu forhåbentlig snart går i gang med at definere denne grænse, så har vi brug for alle gode kræfter. Vi har brug for socialdemokratiske værdier. Og vi har især brug for dig, der lige nu har svært ved at se dig selv i vores parti. Du skal blive. Tage debatten. Være med til at forme fremtiden – for Socialdemokratiet og for Danmark. Det nytter ikke at rende af pladsen, når det bliver svært. Det er lige netop nu, vi har brug for dig. Jeg bliver – men helst sammen med dig!