Funding: De Radikale vil vise, at de ikke kun er halal-hippier

De Radikale forsøger med et nyt forslag om øget fokus på muslimske kvinders ligestilling for at forhindre radikalisering af især unge kvinder at vise, at partiet ikke kun er halal-hippier, men at det også er et parti, der kan se de problemer, som den øgede indvandring til Danmark giver.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske analytiker Thomas Funding.

- De Radikale har behov for at vise, at der er flere lag til udlændingepolitikken i Det Radikale Venstre end nogen måske går rundt og tror. Lidt fortegnet sagt, så sender De Radikale et signal om, at de ikke bare er det parti, der synes, at det er synd for flygtningene. Det er også et parti, der ser de problemer, som den øget indvandring giver, siger han.

HĂĄber pĂĄ flere Jens Rohde'r

De Radikale vil med forslaget afsætte 100 millioner kroner over de næste tre år til blandt andet at gøre op med ”kampen mod vold, social kontrol og kulturel dominans i dele af de danske indvandrermiljøer,” hvor unge indvandrerkvinder især skal spille en rolle.

Især hæfter Thomas Funding sig ved, at De Radikale med foreslaget slår på, at ligestilling mellem kønnene i de muslimske miljøer er en liberal frihedskamp. Det gør partiet nemlig af én enkelt årsag:

- Uden at fornægte, at De Radikale mener, at der er et problem, så håber partiet, at Jens Rohde ikke bliver den sidste Venstre-mand, der skifter til De Radikale. De håber, at partiet kan blive et politisk alternativ for borgerlige vælgere, der har fået nok af den stammerlinje, som Venstre og Dansk Folkeparti står for, vurderer Thomas Funding.

Vil blive beskyldt for at gøre sig selv halvt gravid

Udmeldingen åbner dog også for at især Venstre og Dansk Folkeparti kan skyde på De Radikale, da regeringen og dens støtteparti vil fremhæve, at De Radikale nu må anerkende, at der er et ligestillingsmæssigt problem i de muslimske miljøer – og at det ikke er op til den enkelte at bestemme, om der er et problem:

- De vil givetvis blive beskyldt for at forsøge at gøre sig selv lidt halvt gravide og sætte sig mellem to stole, for på den ene side siger de, at der er et ligestillingsmæssigt problem for mange kvinder i de muslimske miljøer, men på den anden side må man forså, at det kun er et problem, hvis den enkelte synes, det er et problem.

Enighed om problematikken - ikke om pengene

Thomas Funding fremhæver, at der på Christiansborg er bred enighed om, at der skal gøre noget ved de ligestillingsmæssige problemer i de muslimske miljøer, men at der ikke vil blive enighed om at afsætte 100 millioner kroner.

- Når vi samtidig ser, at udgifterne til asylansøgere er eksploderet, vil der ved finanslovsforhandlingerne i 2016 ikke være 100 millioner kroner til den her type blødere initiativer, siger han.