Forfatter sletter delt Facebook-opslag: Sendte farmors ring til Støjberg

Forfatteren Christian Mørk har nu slettet et Facebook-opslag om det brev med sin farmors ring, som han har sendt til indvandrer- integrations- og boligminister Inger Støjberg.

- Det er min fejl, og det er nok mig der er naiv. Jeg havde ikke forudset, at det opslag ville udløse så hadefulde kommentarer. Men det har også været ude i otte timer, og det er delt mange gange, så jeg har fået mine pointer ud, siger Christian Mørk til TV 2 om baggrunden for at nu har besluttet at slette det oprindelige Facebook-osplag.

Med sletningen af opslaget er de hadefulde kommentarer også forsvundet. Men på bl.a. TV 2 Nyhedernes hjemmeside blev forfatterens brev modtaget med kommentarer som "børnefornærmet" og "super let at sidde i USA og bitche over dansk politik". Andre kommentarer lyder dog på f.eks. "du er så sej".

Christian Mørk understreger dog overfor TV 2, at brevet til Inger Støjberg med ringen forlængst er sendt afsted.

- Det er ikke nogen gimmick, det her, understreger Christian Mørk.

- God jul og godt nytår til venner, til Inger Støjberg, og alle de andre. Kh Chr, slutter Christian Mørk det opslag, hvor han meddeler at det oprindelige Facebook-opslag nu er fjernet. Også dette opslag er nu fjernet.

I brevet til Inger Støjberg fortæller Christian Mørk blandt andet, hvordan hans oldefar kom til Danmark i 1860erne på flugt fra Rusland.

- Hans søn, andengenerationsindvandreren Max giftede sig med min farmor, Emma. Danmark har lige siden givet min familie det bedste, landet har at byde på. Jeg er født i Danmark og er taknemmelig for disse privilegier. Mig bekendt blev min oldemor ikke bedt om at aflevere sine værdigenstande ved grænsen. Med tanke på alle dem, der nu står for at blive udsat for denne nedværdigelse, sender jeg Dem derfor nu min farmors ring, skriver Christian Mørk i brevet til ministeren.