Højtiden står for døren

Julen er hjerternes fest. Julen er traditionernes fest. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”. Mon ikke vi alle er ”konservative” i julen. I en tid med daglige forandringer er julen én af hjørnestenene, et af de store omdrejningspunkter for vores familieliv. Her er vi sammen med familien, og i juledagene hygger vi os sammen.

Jeg glæder mig hver gang. Det er glæden over roen og freden. Glæden over det duftende grønne træ, som med sit pynt står på samme plads i stuen hvert år. Men også glæden over alle de faste traditioner, som er knyttet til julen. For eksempel turen hen i kirken til en festlig julegudstjeneste.

Den minder os om, at julen ikke bare er indkøbsræs og ”Rudolf med den røde tud”, men at julen er en kristen højtid, og at juleevangeliet indeholder håb og glæde.

Måske glæder jeg mig endnu mere i år, fordi 2015 har været et hæsblæsende politisk år med hele to valgkampe. Først den lange valgkamp i perioden op til folketingsvalget, siden den lidt kortere – men mindst lige så vigtige – valgkamp op til afstemningen om retsforbeholdet.

2015 har også været året, hvor Danmark for alvor er blevet berørt af ufreden i verden omkring os – måske bedst illustreret ved de ukontrollerede flygtningestrømme ind i Danmark i begyndelsen af september.

Julen er et af de faste holdepunkter for de fleste af os. Men den kan også være smertefuld at komme igennem for mennesker uden familie og venner. De må ofte sidde alene og se på, at andre hygger sig. For dem er julen bare noget, der skal overstås. Heldigvis er der gode, frivillige kræfter over hele landet, der vælger at bruge deres juleaften på at berede deres medmennesker en stor glæde. Dem må vi ikke glemme.

Min jul bliver den samme som alle andre år. Det er en mulighed for at bringe familien sammen, se stort på kalorieforbruget og nyde lidt ekstra godt – og så er det muligheden for at lægge politik på hylden bare for nogle få dage. Mon ikke de fleste af os trænger til en lille pause fra politiske budskaber? Jeg gør i hvert fald, og det samme gør journalisterne sikkert også – de har været på overarbejde det meste af året.

Men som altid glæder jeg mig også til hverdagen igen. Den er blevet anderledes med min nye rolle som Folketingets formand. Meget har forandret sig, men jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet igen efter nytår.

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul.