Jens Rohde forlader Venstre til fordel for Radikale

Venstres medlem af Europaparlamentet, tidligere folketingsmedlem og politiske leder i Viborg Byråd, Jens Rohde, har meldt sig ud af partiet. Det sker som føgle af utilfredshed med partiets udlændingepolitik.

Det skriver Politiken søndag, og det bekræfter Radikale Venstre lørdag aften over for TV 2. 

- Jeg ved, at der er mennesker i Venstre, som deler mine synspunkter. Jeg ved også, at de er i folketingsgruppen. Der har været håb. Men på et tidspunkt brænder det jo ud. Jeg melder mig ikke bare ud. Jeg melder mig ind i Radikale Venstre. Det er der behov for, siger Jens Rohde til Politiken.

Den radikale leder, Morten Østergaard, kvitterer for partiets nye medlem. 

- Jens Rohde er velkommen i de radikale rækker. Vi er stolte af, at han ser os som det bedste sted at kæmpe for frihed til forskellighed, for internationalt udsyn og for ansvar for de forfulgte. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Jens. Vi har gennem længere tid kunne se, at han bragte synspunkter frem som matchede vores, og derfor er jeg sikker på, at han vil føle sig hjemme fra første dag, siger han i en pressemeddelelse. 

Også det radikale medlem af Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen, udtrykker på Twitter glæde over at den radikale gruppe i Bruxelles og Strasbourg nu bliver fordoblet.

Skarp kritiker af Støjberg

Rohde har siden regeringsskiftet i juni været en af de mest vokale kritikere af regeringens udlændingepolitik. Han har blandt andet langet ud efter de omdiskuterede annoncer, som regeringen har indrykket i en række mellemøstlige aviser.

- Det kunne være ønskeligt, at en minister tog til Grækenland, tog til Italien, Libyen og Syrien og så på forholdene, før hun begyndte at sætte initiativer i gang. Det kunne jo være, at der kunne komme nogle erfaringer ud af det, som kunne udmønte sig i nogle forslag, som rent faktisk kan være en løsning på nogle af udfordringerne, har han blandt andet sagt til TV 2.

Jens Rohdes exit kommer i kølvandet på, at flere andre kritikere har taget deres gode tøj og sagt farvel til Venstre.

I søndags forlod Kåre Traberg Smidt, der var folketingskandidat i København, partiet og tilbage i september blev Bo Nygaard Larsen ekskluderet af Venstres gruppe i Solrød Byråd. Og da Venstres vedtægter ikke tillader to Venstre-grupperinger i samme byråd, var det samtidig et farvel til partiet.

Årsagen til eksklusionen var ifølge Venstres gruppeformand gentagne brud på aftaler, men den lige efter, at Bo Nygaard Larsen i flere medier var gået i rette med regeringens beslutning om at kalde en række tilkendelser af dansk statsborgerskab tilbage.

Rohde blev tilbage i 2013 vraget som Venstres spidskandidat ved Europaparlamentsvalget, men ved valget i 2014 lykkedes det ham alligevel at blive valgt. Ved samme valg opnåede en anden af partiets EU-profiler, Morten Løkkegaard, ikke genvalg.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ønsker ikke at kommentere Jens Rohdes farvel til Venstre. Jens Rohde selv ønsker heller ikke at stille op til interview lørdag aften.

På TV 2 News kan du lørdag aften se et interview, som Jens Rohde har givet til Politiken TV.

Jens Rohde

Født 18. april 1970 i Holstebro

Medlem af Europaparlamentet for Venstre siden 2009

Medlem af Viborg Byråd siden 2013

Tidligere medlem af Folketinget, 1998-2006

Politisk ordfører for Venstre i Folketinget 2001-2006

Fra 2006-2007 direktør for TV 2 Radio.

Har læst statskundskab, men ikke fuldført studierne.

Kurser i journalistik og markedsføring.