EL raser: Politikere afviser at hæve egen pensionsalder

Danskerne har udsigt til at skulle blive længere på arbejdsmarkedet: Fra 2030 hæves pensionsalderen ét år, til 68 år, som følge af den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006.

Tirsdag blev udmøntningen af aftalen – som altså hæver folkepensionsalderen, fordi danskerne har udsigt til at leve længere – 2. behandlet i Folketingssalen, og her havde Enhedslisten benyttet lejligheden til at stille et såkaldt ændringsforslag:

- Der skal anstændigvis gælde de samme vilkår for folketingsmedlemmer og ministre, som de pålægger resten af befolkningen at leve under. Ændringsforslaget indebærer, at folketingsmedlemmer og ministres pensionsalder forhøjes, så den følger folkepensionsalderen, lød det i ændringsforslaget.

Men det forslag blev stemt ned af et flertal bestående af Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, Konservative og Liberal Alliance. For stemte – foruden Enhedslisten – Dansk Folkeparti, Alternativet og SF.

EL: Øger politikerleden

- Jeg synes da de har det skidt med moralen i de partier. Man kan da ikke forlange, at befolkningen skal tåle en forhøjelse af pensionsalderen igen-igen, men at man ikke vil underlægge sig selv de samme vilkår, siger Enhedslistens ældreordfører Finn Sørensen og fortsætter:

- Jeg forstår ikke, at de ikke kan se alvoren i det; at man strammer vilkårene for befolkningen som helhed, mens man klamrer sig til sine egne privilegier. Det er da med til at øge politikerleden.

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen afviser kritikken.

- Det er en gammel sag. Og det er ikke første gang i synes, det er sjovt at lave en historie om det. Men der er nedsat en kommission, der kommer med et forslag til at håndtere folketingsmedlemmernes aflønning og pension. Så det må den kommission jo arbejde med. Den her afstemning handlede om udmøntningen af Velfærdsaftalen fra 2006, siger han med henvisning til den såkaldte Vederlagskommission, der inden længe skal komme med forslag til hvordan borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre skal aflønnes i fremtiden.

Men det svar giver Finn Sørensen ikke meget for:

 - Der har bredt sig sådan en underlig stil i dansk politik; hvis man skynder sig at få nedsat en kommission om et eller andet, så behøver man ikke selv have en mening og en holdning til tingene. Det er da ikke derfor man er blevet valgt som politiker. 

Det er langt fra første gang, at Enhedslisten har stillet forslag om at ændre politikeres pensionsvilkår. 

Folketingspension

Folketingsmedlemmer er berettiget til pension, når de i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst 1 år.

Personer, som er blevet medlem af Folketinget før den 1. juli 2007, kan få udbetalt folketingspension optjent inden den 1. juli 2012, når de fylder 60 år. Folketingspension optjent efter den 1. juli 2012 kan først udbetales, når medlemmet opnår den alder, der gælder for at kunne gå på efterløn.

Personer, som er valgt ind efter den 1. juli 2007, får folketingpension, når de opnår den alder, der gælder for at kunne gå på efterløn. Ingen får dog folketingspension, så længe de modtager grundvederlag eller eftervederlag.

Den højeste pension opnås efter 20 års medlemstid og udgør for forhenværende medlemmer, der har været medlem af Folketinget helt eller delvist efter 1. januar 2000 eller senere, 29.047,68 kr. om måneden.

Kilde: Ft.dk