Det er og bliver en tabersag for Thulesen Dahl

Som garvet oldboys-fodboldspiller kender Kristian Thulesen Dahl så udmærket den fortærskede halvlegs-vittighed i svedlugtende omklædningsrum: ”Vi har før været bagud og tabt”.

Trods blå bloks mavelanding med udskydelsen af besparelserne på boligydelsen, så er og bliver det en tabersag. Ikke mindst for Dansk Folkeparti og partiformanden selv med revner i den ellers så uforgængelige teflon.

Beløbet i sig selv – 90 millioner næste år – er ikke problemet. Naturligvis skal finansminister Claus Hjort Frederiksen forsikre om, at der er givet håndslag på, at pengene findes efter nytår. Budgetdisciplinen skal holdes. Ellers kan han sætte sig ind i det nederlagstruede omklædningsrum ved siden af Thulesen Dahl.

Men alligevel. 90 millioner rækker rundt regnet til merudgiften for de asylsøgere og flygtninge, der kommer over den danske grænse på en uge. Når pengene fosser ud af statskassen, så skyldes det ikke pensionister med behov for hjælp til huslejen.

Mange spørger derfor sig selv, hvorfor Dansk Folkeparti overhovedet gik ind på øvelsen, når det økonomiske udbytte var en detalje. Her er ordet ansvarlighed. Selv Kristian Thulesen Dahl kan se finansministerens pointe, når udgiften til boligydelsen er eksploderet gennem de senere år. Det er ikke pensionisterne, som har fået flere penge, men deres husleje, der er vokset.

Kommunerne har ikke haft nogen særlig økonomisk tilskyndelse til at holde prisen nede på eksempelvis nye plejeboliger. Forstørrede byggeomkostninger kan bare hældes over på huslejerne, der så betales af statskassen over boligydelsen. Finanslovens regnestykke er ikke så meget de første 90 millioner, der skulle hentes næste år, men de 1,2 milliarder, som skulle spares i 2025.

Nu er mit gæt – trods Claus Hjorts besværgelse om budgetdisciplin, at det hele ender i ingenting. Thulesen Dahl er blevet bange for sin egen skygge. Og det er finansministeren nok også.

Ganske vist messer Dansk Folkeparti igen og igen om regnefejl i Finansministeriet. Men med tanke på, at både Liberal Alliance og De Konservative tog sig betalt for at udskyde boligydelsen, så ligner det ikke fejlretning, men mere en regning for at hjælpe Thulesen Dahl og Claus Hjort ud af en politisk klemme.

Gør ondt

Iøjnefaldende er især finansministerens indrømmelse til Liberal Alliance. Når nu regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen nærmest med megafon råber: ”Det skal kunne betale sig at arbejde”, så må det gøre ondt at give efter for Anders Samuelsens krav. Nu kommer der lavere personskat til en gruppe, der netop ikke arbejder. Velhavende pensionister, der er ramt af den udligningsskat, som tog højde for, at de med meget store fradrag fra år tilbage har fået både i pose og sæk, da skatten på pensioner blev lettet.

Selv om socialdemokraterne for længst er løbet fra de gamle paroler, så har Mette Frederiksen gode argumenter for at råbe ”klassepolitik”.

Stemningen er bedre

På Christiansborg spekuleres i, hvordan udskydelsen af boligydelsen kommer til at påvirke forårets skatteforhandlinger. Stemningen er nu bedre i blå blok og måske har Thulesen Dahl også givet løfter om større medgørlighed. For at nævne noget af det, man hæfter sig ved bag de tykke mure.

Men først og fremmest har debatten om de 90 millioner været politisk højtlæsning. Hvis en skattereform skal batte, så skal der skaffes 50 til 100 gange så meget. Det ligner, at skrig og skrål når et højdepunkt i takt med, at finansieringen findes. Samtidig med, at asylsøgere og flygtninge nærmest ender med at koste det samme. Hvordan det lige skal spænde af, må allerede nu give panderynker i regeringskontorerne. Der lurer en Nobelpris i økonomi til Claus Hjort Frederiksen, hvis han løser den sag.

Nu venter alle på Lars Løkke Rasmussens nytårstale. Men efter EU-nej og noget nær umulige forhandlinger om parallelaftaler, flygtningekrise, finanslovskomik og Carl Holst er det lige før, statsministeren lægger alen til sine troværdighedsproblemer, hvis han slutter talen 1. januar med et ”Godt nytår”.