MERCI Paris – klimakampen er genstartet!

Jeg er lige hjemvendt efter en uge på klimatopmødet i Paris. Og efter at have siddet i møder med aktivister, NGO’er, repræsentanter for nogle af de lande, der er ramt hårdest af klimaforandringerne, set folk gå på gaderne for at lægge et folkeligt pres for at der kom en aftale…ja så måtte jeg bare udstøde et højt MERCI, da aftalen endelig faldt på plads i dag.

Jeg er glad, fordi det lykkedes mod meget svære odds at få en aftale, som er et vigtigt skridt på vejen. Jeg ved, hvor svært det er at lave globale aftaler, og her var der meget stærke nationale og økonomiske interesser på spil, og alligevel lykkedes det. Den franske embedsstil kan godt være svær at klare, men her vist franskmændene sig fra deres bedste side. Ros for det.

Med aftalen i hånden får vi nu endelig genstartet den internationale klimakamp. Ingen kan nu bare læne sig tilbage eller sidde og putte over i hjørne. Nu har vi en bane at spille på. Nu kan klimakampen igen startes op.

Selvfølgelig ville aftalen have set anderledes ud, hvis jeg og SF havde skrevet den. Men det må anerkendes, at de 1,5 grader nu for første gang i en global klimaaftale nævnes, som det man skal stræbe efter. Også det gamle mål på 2 grader nævnes, men nu med tilføjelsen, at vi skal ”godt under” (well below) de 2 grader. Det franske diplomatis meget diplomatiske løsning på konflikten omkring 1,5 versus 2 grader, men klart et skridt i den rigtige retning.

Desværre kan man sige, at den praktiske betydning af 1,5 eller 2 indtil videre ikke er så stor, for de klimaplaner, som de enkelte lande har meldt betyder i bedste fald at vi ender på 2,7 grader. Så i alle tilfælde er der brug for en meget større indsats. 

Det erkender de fleste, men mekanikken i den nye aftale er stadig, at det er op til de enkelte lande. Jeg havde håbet på, at det blev egentligt krav til landene, men desværre nøjes man med kraftige opfordringer til at komme med stadig mere ambitiøse indmeldinger mindst hvert femte år. 

Men nuvel, den slags kan også bruges til noget.

For man kan glæde sig over, at den danske klimaminister gik rundt på de bonede gulve i Paris og sagde, at denne løbende opfølgning ville være vigtig. Det har jeg tænkt at holde ham fast på, ligesom han nok skal blive mindet om, at aftalen indebærer, at landene bør øge deres indsats allerede nu og frem til 2020. En logisk konksekvens af ministerens udtalelser og aftaleteksten er, at regeringen tager sig lidt sammen og tilslutter sig 40 pct. målet i 2020, og snart fremlægger en ambitiøs plan for, hvad Danmark skal nå og gøre frem til 2025, 2030 etc. 

Det kommer han og regeringen til at høre mig spørge ind til, vil jeg godt love. Noget andet jeg og SF kommer til at forfølge er spørgsmålet om klimaerstatning til de fattige lande. Her har de rige lande jo indtil videre ikke engang levet op til deres ord fra topmødet i København.

Spørgsmålet om finansiering af den grønne omstilling og tilpasningen til ekstrem vejr i verdens fattigste lande endte på sin vis okay. Det blev fastslået, at de lovede 100 mia. $ i årlig bistand fra 2020 skal ydes af de rige lande – og så kan for eksempel Kina lægge oveni, hvis de vil – og at beløbet skal øges år for år. Så langt så godt. Det store problem er bare, hvordan regningen skal fordeles mellem de rige lande. Det står der ikke noget om. En alvorlig uklarhed. Derfor er der stor risiko for, at landene hver for sig løber fra regningen – og Danmark har desværre allerede lagt sig forrest i det felt.

Så var jeg klima-censor ville jeg opsummere således: Vi ender på et lille ti-tal. For vi fik en aftale. Det var på ingen måde givet for et år siden. Og aftalen er bedre end jeg havde frygtet, men ikke så god, som jeg havde håbet. Den er dog en bastion vi kan kæmpe videre fra, den genstarter klimakampen, og nu retter søgelyset sig mod de enkelte lande. Det ville være klogt og ansvarligt, hvis Danmark igen blev et land, som gik foran.