Ny lov om grænsekontrol vedtaget: Det betyder det for dig

Folketinget har fredag stemt for lovforslaget om transportøransvar med 77 stemmer for og 24 stemmer imod.

Det betyder, at regeringen kan kræve, at transportfirmaer laver id-kontroller - og så kan det få betydning for dig, når du skal rejse over grænsen fra både Sverige og Tyskland. 

Hvor tog, bus og færgeselskaberne hidtil kun har hæftet for udlændinge, de transporterer ind i landet fra lande, der ikke deltager i Schengen-samarbejdet, så vil det nye transportøransvar i stedet betyde, at det samme vil gøre sig gældende for udlændinge fra lande, der ligger indenfor Schengen-samarbejdet.

Således kan transportselskaberne få bøder på 12.000 kroner pr. passager, hvis de ikke sørger for, at den enkelte rejsende har tilstrækkelig legitimation på sig i form af pas af og visum.

Og det stiller ekstra krav til passagerne. Hvis lovforslaget træder i kraft vil alle passagerer fremover skulle medbringe gyldigt pas og legitimation, som skal fremvises overfor transportselskabet.

Forlænget rejsetid

I og med, at kontrollørerne skal tjekke alle passagerne, vil rejsetiden også blive betydeligt forlænget passagerer, forudser flere transportselskaber. Det vil ikke mindst forlænge rejsetiden for de tusindvis af pendlere, der hver dag tager turen over grænsen mod syd til Tyskland eller over grænsen mod øst til Sverige. Eksempelvis den 8.600 mennesker, der hver dag tager toget over Øresund.

Samtidig protesterer flere transportselskaber nu ved at true med, at det kan betyde enden på den kollektive trafik mellem grænserne.

- Ud fra den fælles målsætning er jeg meget ked af, at det danske initiativ om transportøransvar vil kunne føre til, at vi ikke længere vil have tog, som kører over grænsen, og at busforbindelsen vil blive afbrudt, siger den tyske deltstatsminister for Slesvig-Holsten, Anke Spoorendonk, til Berlingske.

Derudover spår kritikkerne, at transportørnsvaret med den øgede grænsekontrol til følge vil få økonomiske konsekvenser for Danmark. 

Fakta: Det betyder transportøransvar

  • Transportøransvaret betyder, at bus-tog- og søtransportører skal kunne pålægges et strafansvar, hvis de bringer udlændinge uden fornøden rejselegitimation og visum ind i landet - også fra et andet Schengenland, hvis der er indført midlertidig grænsekontrol ved den pågældende grænse. 
  • Hvis trafikselskaberne ikke sørger for, at de rejsende har den fornødne rejselegitimation i form af pas eller visum, risikerer de bøder.
  • Sverige indførte transportøransvar 4. januar, mens Norge i forvejen har transportøransvar.