Løkke svarer Sverige igen: I skal ikke vurdere vores udlændingepolitik

- Vi har nået vores loft. Det har Danmark ikke.

Sådan lød meldingen onsdag formiddag fra den svenske integrationsminister, Morgan Johansson, samtidig med at den socialdemokratisk ledede svenske regering varsler id-kontroller ved landets grænser i håb om at få asylansøgere til i stedet at vælge eksempelvis Danmark som endestation.

Nu svarer den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) igen på de opfordringer, der gentagne gange er kommet fra nabolandet, om at Danmark skal påtage sig et større del af ansvaret for at løse den igangværende flygtningekrise:

- Jeg tror, det er en ret kendt sag, at Sverige og Danmark har en noget forskellig udlændingepolitik. Det har vi haft i en generation. Det er nok også derfor at svenskerne står med de problemer, de står med nu. Og hvad der er vores smertegrænse defineres altså i Danmark og ikke af svenskerne, siger Lars Løkke Rasmussen onsdag eftermiddag til TV 2.

- Jeg konstaterer bare, at det ikke er op til svenskere at vurdere dansk udlændingepolitik. 

Det er et svensk problem

Den svenske regerings tiltag for at bremse asyltilstrømningen - blandt andet indførelse af id-kontrol og transportøransvar, der ifølge eksperter kan betyde markant længere rejsetider mellem Danmark og Sverige - får også hårde ord med på vejen af den statsmininsteren:

- Svenskerne har haft deres egen udlændingepolitik, og den er de åbenbart ved at segne under. Og det, der er optræk til nu, er at man tager instrumenter i brug, hvor man i virkeligheden tvinger udviklingen i Øresundsregionen baglæns. Med risiko for tabte arbejdspladser og tabt velstand. Det er et svensk problem. Det er skabt af Sverige. Det er ikke skabt af os. 

Danmarks naboland forventer at modtage op mod 190.000 flygtninge og migranter i år, og den store tilstrømning har fået den socialdemokratisk ledede svenske regering til at lancere markante opstramninger af landets asylpolitik.

De svenske planer om at gennemføre id-kontrol kan ifølge eksperter betyde, at mange i stedet vælger at søge asyl i Danmark. Herhjemme har regeringen imidlertid selv fremsat et lovforslag, der også indebærer, at midlertidig grænsekontrol, id-kontroller og transportøransvar kan indføres i perioder hvor ekstraordinært mange flygtninge- og migranter krydser den danske grænse. Transportøransvar indebærer, at eksempelvis DSB eller private transportselskaber, der fragter folk over grænsen til Danmark, vil blive idømt bøder, hvis de fragter passagerer uden gyldige id-papirer ind i landet.

Forslaget kan medføre, at DSB helt stopper med at køre over grænsen. Men det er en pris, vi må være villige til at betale, understregede Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen tidligere onsdag: 

- Vi ser det sådan, at vi står i en skæbnestund for vores land. Og det vejer ligesom lidt tungere, end at DSBs tog kører, sagde han. 

Sverige vil begrænse antallet af asylansøgere

Den svenske regering har lanceret en række nye stramninger på flygtninge- og asylområdet. Den nye pakke skal ifølge statsminister Stefan Löfven medvirke til, at Sverige skal få færre asylansøgere i fremtiden.

  • For ægtepar kræves det nu, at begge skal være fyldt mindst 21 år for at få retten til familiesammenføring.
  • Den svenske regering vil indføre id-kontroller på busser og tog til Sverige.
  • Nu skal opholdstilladelserne være tidsbegrænset for alle flygtninge, som ikke er kvoteflygtninge.
  • En midlertidig opholdstilladelse skal gælde i tre år for flygtninge og et år for subsidiær beskyttelse. Subsidiær beskyttelse med midlertidig opholdstilladelse skal ikke give ret til familiesammenføring.
  • Forsørgerpligt kommer til at gælde for alle, der ikke søger om familiesammenføring inden for tre måneder efter tildelingen af flygtningestatus.
  • Nu skal der kun ydes en opholdstilladelse af humanitære grunde i meget begrænsede tilfælde.
  • Endelig skal der indføres identitetskontrol i samtlige kollektive transportmidler i Sverige
  • Børn og familie, der allerede er blevet indregistreret i Sverige, er undtaget af de nye regler.
  • Udlændingeloven skal tilpasses efter EU's minimumsniveau senest i april. Det handler om en midlertidig lovgivning, som skal gælde i tre år.

Kilde: TT