DF om trafik-kaos ved grænserne: En pris vi er klar til at betale

Store dele af trafikken over de danske grænser kan komme til at stå stille som følge af et forslag om at pålægge blandt andet DSB at kontrollere ID-papirer på alle, der rejser med selskabets tog ind i Danmark. Men det er prisen værd, for Danmark befinder sig lige nu i en skæbnestund.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, efter at flere transportvirksomheder med DSB i spidsen har langet voldsomt ud efter udlændingeminister Inger Støjbergs (V) forslag om det såkaldte transportøransvar. Et forslag, som Dansk Folkeparti støtter.

- Man må være ærlig og sige, at det her godt kan have den konsekvens, at store dele af trafikken vil ligge stille. Men det må vi tage med i den ekstraordinære situation. Det er det ærlige svar. For der kommer simpelthen så mange mennesker til Danmark, at vi bliver nødt til at gøre noget, siger Martin Henriksen.

Virksomheder kan få bøder 

Forslaget om transportøransvar betyder, at transportvirksomheder – i perioder hvor ekstraordinært mange flygtning- og migranter kommer til Danmark – vil blive pålagt at kontrollere passagernes ID-papirer og visa, når de eksempelvis krydser grænsen mellem Tyskland og Danmark. Har passagererne ikke gyldige ID-papirer på sig, vil transportvirksomhederne blive straffet med bøde, hvis de alligevel transporterer dem over den danske grænse.

DSB advarer i et høringssvar om, at forslaget kan betyde, at selskabet helt vil stoppe med at køre til Tyskland og Sverige:

- DSB vil derfor være nødsaget til at indlede dialog med Transport- og Bygningsministeriet og DSB’s kontraktparter i Sverige og Tyskland om midlertidigt at indstille den grænseoverskridende trafik, hvis lovforslaget vedtages, fremgår det af høringssvaret. 

Flyselskaber gør det allerede

Men det er en pris, der er værd at betale, mener Martin Henriksen:

- I den nuværende situation er svaret ja. Der kommer cirka 1200 asylansøgere om ugen til Danmark. Det er ekstremt høje tal. Og i den nuværende situation er det en pris, man må være klar til at betale for at passe på Danmark. Vi ser det sådan, at vi står i en skæbnestund for vores land. Og det vejer ligesom lidt tungere, end at DSBs tog kører.

Han pĂĄpeger at flyselskaber allerede i dag har til opgave at lave en lignende kontrol, nĂĄr personer flyver til Danmark.

- Jeg kan godt forstå nogle af de bekymringer, der er. Men man må også sige, at i dag er det sådan, at private selskaber kontrollerer ID-papirer når folk flyver til Danmark fra Egypten eller Tyrkiet. Så man skal ikke gøre det værre, end det faktisk er. Det er en lidt anderledes situation det her, fordi vi jo har åbne grænser i EU, og det er det, der er årsagen til problemet. 

Den danske regerings forslag kommer efter, at Sverige har indført midlertidig grænsekontrol som følge af de rekordmange flygtninge- og migranter, der er kommet til landet de seneste måneder. Sverige venter at modtage op imod 190.000 asylansøgere i år.