Frederiksen i frontalangreb på Thulesen Dahl

Helsidesannoncer gennem flere dage suppleret med offensiv på de sociale medier.

Socialdemokraterne med Mette Frederiksen som frontfigur er gået i totalangreb på Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl.

Mens resten af det politiske Danmark mere er optaget af EU-nej og forhandlinger om parallelaftaler, så håner socialdemokraterne i karske vendinger Dansk Folkeparti. Og vel og mærke ikke for Thulesens Dahl nej-sejr i folkeafstemningen. Men for hans ja til finansloven.

Løftebrud, rigmandspolitik med lettelser til dem med de store villaer og flere biler i garagen. På bekostning af kontanthjælpsmodtagere og ældre med ondt i huslejen. Der er nok at tage fat på og socialdemokraterne er godt i gang.

Lad være, at nogle måske vil mene, annoncekronerne var givet bedre ud i sidste uge med anbefaling af et ja. Her var Mette Frederiksens fravær i ja-kampagnen en af de forklaringer på det pauvre resultat, der står med neon på resultattavlen. Men nu bliver de altså brugt på et forsøg på at hive Thulesen Dahl ned af sejrspodiet i stedet.

Det nye socialdemokratiske opråb illustrerer til fulde det, der tydeligt nu er partiets kortsigtede taktik og strategi, når der kikkes i spåkuglen frem mod det næste folketingsvalg, som Mette Frederiksen ikke tror på før om nogen år. Heller ikke, selv om den socialdemokratiske partitop med slet skjult skadefryd iagttager de højlydte kurrer på tråden mellem Dansk Folkeparti og Venstre-regeringen.

DF er hovedmodstanderen

Den socialdemokratiske analyse er klar: Nok er Lars Løkke Rasmussen hovedfjenden, men Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er hovedmodstanderen. Lykkes det ikke for Mette Frederiksen at knække hans stigende vælgerkurve og popularitet, så bygger hendes statsministerdrømme på sandbund.

Negative kampagner er kun den ene del. Den anden folder sig ud i øjeblikket efter det gamle mundheld ”if you can’t beat them – join them”. Hvis du ikke kan slå dem, så slut dig til dem. (Nogle kan huske, at Uffe Ellemann Jensen i 1992 vendte det om, da vi havde sagt nej til EU-traktat, men blevet EM-vindere i fodbold. ”If you can’t join them, beat them”.)

Socialdemokraterne er til bevidstløshed klar over, at Thulesen Dahl er markedsførende, når det gælder om at adressere mange danskeres frygt for flygtninge, østarbejdere og alt det andet, der skaber utryghed. Ikke mindst blandt de vælgere han og Mette Frederiksen slås om. Socialdemokraterne har prøvet alle mulige varianter for at rette op på det. Men valg på valg er tabt, når de borgerlige med Thulesen Dahl i spidsen har trukket udlændingekortet. Og før ham Pia Kjærsgaard.

Nu kalkerer Mette Frederiksen i stedet Dansk Folkepartis politik. I en grad, så selv Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen forleden forbavset udbrød, at S-formanden overhaler udlændingeminister Inger Støjberg højre om.

Flygtninges retskrav skal væk

Et sidste bemærkelsesværdigt eksempel er søndagens socialdemokratiske input til de asylpakkeforhandlinger, der mandag endte uforløst. Nu vil socialdemokraterne fjerne flygtninges retskrav på en hurtig bolig, når de kommer til den kommune, de bliver henvist til efter godkendt asyl. Flygtninge skal ikke mere kunne hoppe over danskere i køen.

Et krav, som Dansk Folkeparti tidligere har fremført, men som Socialdemokraterne altså i sidste minut af de ugelange forhandlinger nu også gjorde til deres. I hvert fald over for offentligheden som tophistorie i 19 Nyhederne søndag på TV 2. Det er mere uklart, hvor hårdt de stod på det i forhandlingerne.

Men enige var Socialdemokraterne i hvert fald med Dansk Folkeparti om at etablere de flygtningelandsbyer, hvor flygtninge så skal vente på deres tur i boligkøen. Lad så være, at Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl kun er enige om at bygge barakkerne og putte flygtningene i dem. Hvor Socialdemokraterne trods alt mener, at integrationen stadig skal i gang med sprogundervisning, skolegang og jobtilbud, så vil Dansk Folkeparti have, at flygtningene blot skal opbevares uden kontakt med det danske samfund.

Regeringen sagde nej. Måske ikke så meget af lyst, men hvad koster det? Og hvordan forestiller man sig, at alt det, kommunerne normalt tager sig af, skal overtages af staten i barakbyerne? Skolegang, lægehjælp osv. blot for at nævne noget. De spørgsmål vil en ansvarlig regering selvfølgelig have undersøgt først.

Mette Frederiksen havde næppe heller foreslået det, hvis hun havde stået i spidsen for regeringen. Men nu kan hun leve af, at alt det, der ikke bliver til noget, som hovedregel er det mest populære i politik.

Stor sidegevinst

Og samtidig er sidegevinsten af den store slags. Ikke nok med, at Thulesen Dahl får socialdemokratisk kamp om førertrøjen i strammerkampen. Asylforhandlingerne fremprovokerede også endnu en strid mellem Dansk Folkeparti og den regering, som partiet stadig støtter. I øjeblikket mere af nød end af lyst. Og selv om Mette Frederiksen udtrykte sin store forbavselse over konflikten i blå blok, da hun gav interview på Stengangen i Finansministeriet, så blev det nok afløst af et skraldgrin, da hun nåede omkring hjørnet uden for rækkevidde af politiske reportere og rullende kameraer.

Selvfølgelig er det en streg i regningen for Mette Frederiksen, at Thulesen Dahl kan sole sig i sejrsglorien fra nej’et ved folkeafstemningen. Men den politiske hukommelse hos troløse vælgere er kort. Skal vi gætte på, at vi langt fra har set den sidste socialdemokratiske anti-DF-annonce. Folketingsvalg vindes mellem valgene.