Thulesen sælger grøn mikstur - og den virker!

Lige nu er det svært at støve et menneske op, som tror på rimelige odds for at det bliver et ja på torsdag til afstemningen om at afskaffe Retsforbeholdet, på de vilkår, som Ja-siden har foreslået.

To grunde til at Løkke står til at tabe:

For det FØRSTE er tilliden til ham og andre top-politikere fra Ja-siden helt i bund, hvilket især gør det let for Thulesen Dahl at skabe tvivl om JA-sidens intentioner om alt det inden for forbeholdet, som er fastholdt uforandret fremadrettet – eksempelvis udlændingepolitikken – og som vi stadig selv er helt herre over.

Løkke siger korrekt, at der ligger en bred politisk aftale om at Danmark ikke kan gå længere end de 22 nu berømte og berygtede retsakter, uden at der udskrives en ny folkeafstemning. Som tilfældet eksempelvis har været med aftalen fra 1993.

Ingen politisk leder ville turde afskaffe et forbehold med et 5/6 flertal i tinget, men desuagtet har Nej-siden aktuelt en klokkeklar succes med at skabe et indtryk af, at JA-politikerne alligevel kan finde på – en mørk nat – at lade Danmark indrullere under EU’s faner på de områder, som er lovet fortsat at være under forbehold.

For det ANDET har Thulesen Dahl succes med at fortælle sin historie om at det ikke har nogle konsekvenser – overhovedet – på vores forhold til at kunne deltage i EUROPOL, hvis vi stemmer nej.

Hele tre ’fallback-scenarier’ opererer DF-bossen med, den sidste en ny regulær folkeafstemning om Europol alene (i de 22 retsakter er der også andre ting med end Europol, men ingen kender dem).

Som en anden heksedoktor ruller Thulesen Dahl således ind på byens pladser med sin knirkende blokvogn, slår den ene vognside ned i vandret og afslører bunker af klare flasker fyldt med en grøn mikstur. ”Løser alle Europol-problemer over for EU ved et NEJ”, står der på etiketten. Tilstrømningen til Thulesen Dahls blokvogn taler sit eget tydelige sprog.

Reelt bliver slaget om Retsforbeholdet afgjort af en tillidskrise mellem vælgerne og landets ledende JA-politikere: At Danmark gik ind i Irak på et smalt parlamentarisk grundlag. At SR-regeringen leverede løftebrud på samlebånd i hele den seneste regeringsperiode. At Løkkes personlige troværdighed i alle målinger fortsat er i bund efter kriserne, godt ’hjulpet’ af Venstrefolk på alle aktuelle brændende lokummer personificeret med Carl Holst og Esben Lunde Larsen.

Vi syntes derfor pt. at have en demokratisk situation, hvor det ikke er argumenterne der afgør valg, men manglen på tillid. Der er intet galt med et nej på torsdag - det er demokratiet i fuldt flor - men at et nej kommer fordi at vælgerne er i tvivl om Lars Løkke og Mette Frederiksen vil holde deres ord, er i demokratisk forstand ikke alene fornærmende ubegavet, men endnu værre tæt på utåleligt. Det indlysende svar på problemet er, at hvis man ikke stoler på sine politikere i så alvorlige sager, som Danmarks internationale engagement, så skal man vælge nogle andre. Lettere sagt end gjort.

Manglen på tillid gør umiddelbart Løkke og co. hjælpeløse over for Thulesen Dahls grønne mikstur, både når det kommer til at vurdere dens virkning og anvise alternativer.

Spørger man en lang række toppolitikere, så er de fleste allerede nu indstillet på et nej: Vælgerne stemmer nej for en sikkerheds skyld. Efter kun to ugers reel valgkamp – uansvarligt lidt tid til noget så komplekst – er der nu skabt tvivl om JA-sidens langsigtede intentioner, og den har ikke troværdigheden til at få sin kritik af Nej-siden til at slå igennem.

To personer, som i valgkampen har gjort indtryk på Deres skribent.

Morten Løkkegaard, som på TV2 News fik spørgsmålet fra en række børn om hvad man dog ville tænke i de andre lande i EU, hvis Danmark stemmer nej? Løkkegaard svarede, som sandt er, at det er langt tid siden at nogle andre lande i EU har forstået hvad vi skøre danskere overhovedet vil i det selskab. Løkkegaard har ret, vores tilknytning til EU er efterhånden ret symbolsk (DF og EL har faktisk allerede vundet mere end de aner).

Stine Bosse, som i en debat med Niels Hausgaard sagde, at det med EU og Europol, for hende også handler om sikkerhed. 

Hvis man kæder Løkkegaards og Bosses bemærkninger sammen kommer man let frem til, at der bestemt er et sikkerhedspolitisk argument for eksistensen af EU – og Danmarks medlemskab heraf. EU udgør en stor blok af lande lige uden for Ruslands grænser. Hvert land var næppe så sikkert alene, jf. erfaringerne med eksempelvis Krim.

Og Tyrkiet har så sent som i går indgået en aftale med det samlede EU om at stoppe en stor del af den ulykkelige flygtningestrøm. Blot to aktuelle forhold, som til tider kan få vores diskussion om hvorvidt Løkke vil snyde som en tyv om natten med Danmarks suverænitet, til at føles ganske petit, og en anelse trist.

Der kommer ikke nogen voldsom reaktion mod Danmark ved et nej på torsdag, selv om vi igen og igen opfører os som gratister i forhold til EU. Vi er for lille et land, og et endnu større – Storbritannien – udgør pt. EU’s reelle problem i den afdeling. 

Men hvis og når den dag kommer, hvor den årtier lange danske ’gratist-mania’ bliver endegyldigt afregnet af de andre EU-lande, må man håbe at Thulesen Dahls grønne væske fortsat smager godt i mundvigen.

Aktuel vurdering: JA – 30 procent, NEJ-70 procent.

Nyd dagen Danmark...og ja...tænk på Danmark...