Kontroversielt svensk parti stormer frem – på bekostning af de etablerede partier

Flygtningekrisen har totalt domineret den politiske dagsorden i Sverige de seneste måneder.

Danmarks naboland forventer at modtage op mod 190.000 flygtninge og migranter i år, og den store tilstrømning fik i forrige uge den socialdemokratisk ledede svenske regering til at varsle markante opstramninger af landets asylpolitik.

Nu viser en stor meningsmåling, foretaget af meningsmålingsinstituttet SCB, at det indvandrerkritiske og omdiskuterede parti Sverigedemokraterna går markant frem – blandt andet på bekostning af de to traditionelt største partier; Socialdemokraterna og det borgerlige Moderaterna. Det skriver svt.se. Sverigedemokraterna står nu til at få 19,9 procent af stemmerne, en fremgang på mere end syv procentpoint i forhold til den seneste måling. Både Socialdemokraterna og Moderaterna kan notere sig markant tilbagegang. Begge partier mister mere end to procentpoint og står nu til at få henholdsvis 27,6 og 23,5 procent af stemmerne.

Partileder Jimmie Åkesson Karlsson tror, at vælgerfremgangen især skyldes partiets linje i flygtningespørgsmålet.

- Vores kraftige stigning i efteråret er bekræftet (med den her måling, red.), og det hænger sammen med, at vi opfattes som de mest troværdige på indvandringspolitikken. Der er et bemærkelsesværdigt højt tal i betragtning af, at vi normalt ligger lavt hos SCB i forhold til de andre institutter, siger Åkesson til expressen.se.

Overfor svt.se påpeger politologen Henrik Ekengren Oscarsson, at de emner, der i øjeblikket står højt på dagsordenen, passer Jimmie Åkessons parti særdeles godt.

-  Der handler meget om flygtninge og indvandrere. Det dominerer næsten alt nu. Og det handler om sikkerhed og terrorisme, forsvar og endda om EU. Og præcis det mix gavner Sverigedemokraterna, siger han til svt.se.

Både den socialdemokratisk ledede regering og Moderaterna afviser at samarbejde med Sverigedemokraterna, der derfor reelt ingen indflydelse har, selvom de ved rigsdagsvalget i 2014 fik 12,9 procent af stemmerne. Partiet ønsker et totalstop for indvandring, har på egen hånd forsøgt at skræmme flygtninge væk med annoncer og er af statsminister Stefan Löfven blevet betegnet som nyfascistisk.

- Jeg kommer aldrig til at handle på en sådan måde, at et nyfascistisk enkeltsagsparti, som hverken respekterer menneskers forskelligheder eller Sveriges demokratiske institutioner, får magt over landets udvikling, skrev Löfven i et debatindlæg sidste år.

Der er tale om en meningsmåling, som har markant flere respondenter end det normalt er tilfældet. I alt 5000 har svaret, hvilket betyder at den statistiske usikkerhed i målingen er mindre end normalt. Tidligere på året viste en meningsmåling, foretaget af insituttet YouGov, at Sverigedemokraterna stod til at blive landets største parti. Men flere eksperter såede efterfølgende tvivl om validiteten af den måling.