Jørgensen: Ingen politiske drillerier - må finde løsning på flygtningepres NU

En række borgmestre er gået i medierne for at lægger ekstra pres på regeringen.

De ønsker en løsning på situationen i kommunerne, hvor det er svært at finde boliger til de mange nytilkomne flygtninge.

Mange steder i landet må flygtningene således indlogeres midlertidigt på hoteller, kroer og campingpladser - og det er dyrt - foruden at være dårligt for integrationen, lyder anken.

Kommunerne efterspørger derfor hjælp fra landspolitikerne på Christiansborg. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har foreslået, at Danmark bør oprette statsdrevne, midlertidige flygtningelandsbyer, så kommunen ikke står alene med opgaven, der ventes at blive dobbelt så stor næste år.

- Det er en god ide, fordi vi har gode erfaringer med det fra 90’erne, hvor vi fik mange flygtninge fra Balkan. Og vi må bare sige, at kommunerne ikke kan følge med i øjeblikket, siger Socialdemokratiets integrationsordfører Dan Jørgensen og fortsætter:

- Det her er ikke et politisk drilleri, men et reelt forslag. Vi er pragmatiske, for vi mener, at vi skal finde en løsning her og nu for at aflaste kommunerne, lyder det.

Forslaget er dog foreløbig blevet sparket til hjørne. Regeringen har således meldt ud, at man ønsker at kende til de økonomiske konsekvenser og betydning for integrationen, før man eventuelt vil sætter et sådan projekt i gang.

- Vi vil ikke bare gøre det (lave flygtningelandsbyer, red.) med hovedet under armen. Vi er nødt til at analysere konsekvenserne ved det først, siger Venstres udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth, der desuden beskylder S for at ”hænge i bremsen” i forbindelse med forhandlinger om at stramme flygtningepolitikken, så situationens omfang kunne være blevet begrænset.  

Hør Marcus Knuth uddybe i klippet herunder:  

I klippet over artiklen kan du høre Dan Jørgensen uddybe sit syn på sagen.