Funding: Regeringen fortsat under pres fra flere sider i asylspørgsmålet

Selv om der siden i mandags har været en pause i forhandlingerne om flere stramninger på asyl- og udlændingeområdet, er det langt fra udtryk for, at det ligger på den flade hånd at lande en aftale.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kræver i fællesskab, at der etableres statslige flygtningelandsbyer for at lette presset på kommunerne. Det var årsagen til, at partierne gik hvert til sit mandag. Flere af landets borgmestre har allerede givet udtryk for, at man ikke kan løfte opgaven. Noget, der ifølge TV 2's politiske analytiker Thomas Funding er med til at presse regeringen.

Og selv om regeringen også gerne vil hjælpe, eksempelvis ved at slække på kravene til boliger, er man ikke videre begejstret for at lave statslige flygtningelandsbyer.

- Man frygter, at det er en dyr løsning at lave et helt nyt system og at det bliver utrolig bureaukratisk. Derudover tror man også det er kontraproduktivt i forhold til det, man gerne vil, nemlig at integrere de asylansøgere, som har fået opholdstilladelse. Venstre mener ikke, det bidrager nok at have dem i flygtningelandsbyer – de vil hellere have dem direkte ud i kommunerne og ud i beskæftigelse, siger Thomas Funding.

Staten vil ikke have aben

Hvis regeringen går med til at bygge statslige flygtningelandsbyer vil det fjerne ansvaret for kommunerne – og flytte det over til staten og dermed regeringen. Det har regeringen ingen interesse i. Men spørgsmålet er ifølge Thomas Funding om regeringen kan blive nødt til at give sig.

Heller ikke den løsning er dog perfekt.

- Når man taler med toppolitikere, er der en anerkendelse af, at der ikke er nogen fantastisk og skinnende rigtig løsning. Socialdemokraterne mener ikke, at flygtningelandsbyer er et mål i sig selv, men det er et middel, som skal lette presset på kommunerne, som man dybest set helst ville have løste opgaven, siger Thomas Funding.